22-11-1999 |
|
Harmonika-musik på Voldby Skole i torsdags |
![]() |
For femte år i træk har Voldby Skole dannet rammen om en sammenkomst mellem harmonika-elever fra Gjerrild-Bønnerup Aftenskole og FOF-elever fra Grenaa. Det foregik på skolen torsdag aften i sidste uge.
Det er hold der også får undervisning om torsdagen - dog var der i år inviteret et hold med, der spiller en anden dag. Rammen om den musikalske sammenkomst var skolens bibliotek, hvor 35 aktive harmonikaspillere var mødt op. Diverse hold spillede nogle numre for hinanden, og der var meget fællesspil og sang. FOF har under Gunnar Mortensen og Kirsten Jacobsens ledelse i nogle år kørt et forårshold, der hedder »Spil og sang« for FOF-elever - og det skulle kunne høres nu.
- Deltagerne virker meget rutinerede, og er meget lyttende i forhold til hinanden, siger Gunnar Mortensen.
Det er måske fremmed for mange, men Gunnar Mortensen er også kordirigent. I år havde han valgt »Stenka Rasin« for herrekor, og han er selv godt tilfreds med, hvad han har opnået rent fagligt med disse herrer.
- Niveauet var højt, nogle har spillet i kort tid, andre i mange år, men alle kunne deres ting. Alle gjorde sig umage musikalsk - både klangmæssigt og tempomæssigt, siger Gunnar Mortensen.
Der er tilrettelagt lignende aktiviteter for de hold der spiller mandag i Rostved Forsamlingshus ved Rønde, hvor alt er optaget. Ligeledes for tirsdagsholdene. Onsdagsholdene holder juleafslutning med en koncert på et plejehjem i Grenaa Kommune.
Gjerrild-Bønnerup Aftenskole har nu to harmonikahold i gang, men har her en idé om, at der måske rundt omkring sidder nogle efterlønnere og pensionister, der kunne tænke sig at spille i dagtimerne.
- Det har man i de store byer, så hvorfor ikke her, slutter Gunnar Mortensen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000