15-11-1999

Phony - nyt band med gamle kendinge på Merlin i Grenaa

Grenaa Blad logo

Lørdag den 20. november er der påny live-musik på Merlin i Østergade i Grenaa. Denne aften indtager det semi-lokal band »Phony« for første gang stedet. Der er tale om et nyt band med gamle kendinge, idet tre ud af bandets fire medlemmer igennem en del år efterhånden har slået deres folder i blues-rock orkestret Blue Soil.


Stilen i Phony er imidlertid en lidt anden, så derfor det nye band. Phony spiller rock, der rykker. Numrene er udvalgt fra kunstnere som Lenny Kravitz, Black Crowes og Red Hot Chili Peppers med flere. Der er med andre ord tale om en højpotent musikstil med fuldt blus på alle kedler. Den sarte del af publikum tilrådes at skrue langt ned for høreapparaterne for ikke at gå i chok. Den resterende del kan derimod lade sig rive med af virile guitarsoli ved Steen Møller, bastant basspil fra Thomas Vahle og tunge tromme-grooves fra Klaus Mygind - altsammen med Morten Diederichs varmblodige vokal som katalysator for det hele.


Det er de tre førstnævnte musikere, der også slår deres folder i Blue Soil, som ofte har gæstet Merlin i Grenaa med stor succes.

 

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000