15-11-1999 |
|
Grimt trafikuheld i Tirstrup mellem lastbil og personbil |
![]() |
Mandag morgen ved 08-tiden i sidste uge skete der et grimt trafikuheld i Tirstrup mellem en personbil og en lastbil. Uheldet skete i T-krydset Århusvej/Ebeltoftvej. En 19-årig kvindelig bilist fra Ebeltoft kom kørende ad Ebeltoftvej i en personbil med retning mod Århusvej, hvor hun havde til hensigt at foretage et venstresving med retning mod Århus. På grund af omfattende vejarbejde i Tirstrup er oversigtsforholdene temmelig ringe på stedet, hvilket meget vel kan have spillet en afgørende rolle i forløbet. Under alle omstændigheder kørte hun frem i krydset samtidig med, at en lastbil med anhænger kom kørende ad Århusvej med retning mod Grenaa. Lastbilen drønede direkte ind i førersiden på personbilen, der blev totalskadet ved sammenstødet. Den 19-årig fører af bilen måtte i kvæstet tilstand køres til behandling på Grenaa Centralsygehus, hvor man kunne konstatere, at hun havde pådraget sig en punkteret lunge og et kraftigtslag/sår i baghovedet. Der skete ikke rigtig nogen skade på lastbilen, der blev ført af en 42-årig mand fra Knebel. Politiet undersøger de nærmere omstændigheder omkring ulykken, og det er ikke sikkert, at skylden ensidigt placeres hos kvinden, selv om hun overså sin ubetingede vigepligt, da hun kørte frem i krydset. Omvendt kan man sige, at dårlige oversigtsforhold jo bør animere til ekstra, ekstra påpasselighed, idet man bevæger sig ud på en vej. Spritkørsel er ikke et tema i denne sag.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000