08-11-1999 |
|
Holger Brodersen |
![]() |
Morgenavisen Jyllands-Posten kunne i sidste uge fortælle, at den tidligere direktør for Stena Hotel Grenaa og ligeså tidligere formand for Grenaa Handelsstandsforening, Holger Brodersen, netop er startet i en ny stilling som kongreschef for Århus Convention, hvor han skal udvikle og sælge erhvervsturisme i Århus. Brodersen bliver leder af et nyetableret team, der skal intensivere salget af store arrangementer - først og fremmest konferencer og kongresser. Århus Convention er et selvstændigt forretningsområde under turisterhvervs-organisation Tourist Århus, der har Århus Kommune og det århusianske erhvervsliv som interessenter. Holger Brodersen er 41 år og bor nu i Hørning ved Århus. JP beskriver ham således.
»Han er uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen og har dertil en bred baggrund fra hotel, catering og mødeindustrien. Ud over at han de seneste 9 år har været direktør for Stena Hotel Grenaa har Holger Brodersen deltaget i et stribe bestyrelser og projektgrupper indenfor medarbejder- og turismeudvikling«.
Hertil kunne man tilføje, at Holger Brodersen i høj grad var primus motor bag handelsstandsfusionen mellem Cityforeningen og Grenaa Handelsstandsforening, der er blevet realiseret under fusionsnavnet Handelscenter Grenaa tidligere på året. Han har i sin formandstid i Grenaa Handelsstandsforening også været en varm fortaler for, at Grenaa fik en handelschef, og det er som bekendt også lykkedes for den initiativrige erhvervsmand, der altså nu slår sine folder i Århus.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000