08-11-1999 |
|
Afskedigelser hos NEG Micon |
![]() |
Efter den økonomiske redningsplan er faldet på plads for vindmølleproducenten NEG Micon A/S, står selskabet nu foran en større fyringsrunde. Tidligere på året - inden egenkapitalen på en halv milliard forsvandt - lukkede man fakriksanlægget i Grenaa (det tidligere Meiers Maskinfabrik) - og afdelingen i Balle mellem Grenaa og Ebeltoft går nu heller ikke ram forbi. 210 ansatte i Jylland skal fyres, og det kommer til at gå værst ud over Balle og Randers, hvor NEG Micon's hovedsæde befinder sig. 130 af de 210 jyske fyringer skal findes i disse to afdelinger. Yderligere skal der fyres 50 medarbejdere i koncernes udenlandske afdelinger. 15% af medarbejderstaben forsvinder dermed fra koncernen, der vil til at koncentrere sig om de primære markeder og færre produktvarianter. Børsanalytikere vurderer, at virksomheden har fået sine økonomiske problemer via en ukontrolleret vækst igennem de seneste år.
NEG Micon er en fusion mellem vindmøllefabrikkerne Micon i Randers og Nordtank Energy Group i Balle/Grenaa. Der er tale om én af de største af slagsen på verdensmarkedet, og det vælter da også fortsat ind med ordrer. Siden det økonomiske kollaps blev kendt har man modtaget ordrer for over 200 millioner kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000