08-11-1999

Første bolte i Fregatten Jyllands kommende bådeværft

Grenaa Blad logo

Sådan kommer Fregatten Jyllands kommende bådeværft til at se udI strålende sol fastspændte Fregatten Jyllands protektor Prins Henrik i forrige weekend de første bolte i fregattens kommende bådeværft. Som det fremgår af herstående foto arbejdede prinsen hårdt, mens fregattens direktør Jørgen Petersen blot holdt igen, hvilket flere af de 130 gæster, som hovedsageligt var samlet fra dansk erhvervsliv, ikke undlod at kommentere med nogle morsomheder.


Ved det efterfølgende informationsmøde bød Ebeltoft Kommunes borgmester, SF'eren Knud Thorgaard, som formand for Fregatinstitutionen velkommen og udtalte glæde ved at byggeriet nu starter, og takkede fregattens protektor Prins Henrik for hans store interesse for Fregatten Jylland. Blandt de mange gæster på dagen denne søndag den 31. oktober var også indenrigsminister Thorkild Simonsen og amtsborgmester Knud Flensted-Jensen. Informationsmødet blev afsluttet af formand for Fregatinstitutionens repræsentantskab hofmarskal SørenHaslund-Christensen. Hofmarskallen takkede de fremmødte og understregede det store behov for fortsatte bidrag, som kræves for færdiggørelsen af Fregatten Jyllands byggeplaner, der blandt andet er illustreret på ovenstående vis. Her er fregatten og bådeværftet tegnet fra en vinkel, idet man følger søpromenaden fra Skudehavnen, trafikhavnen og forbi Glasmuséet, hvilket skulle give dette indkig til Fregatten Jylland.


Prins Henrik var også hædersgæst for 5 1/2 år siden, da den færdigrestaurerede fregat kunne afleveres. I denne ombæring fik prinsen imidlertid en nøglerolle i ceremonien, fordi han skulle være med til at sætte de første trækonstruktioner på plads. Og der var i høj grad tale om tømmer af historisk relevans, eftersom træet er genbrug af de bærende konstruktioner fra de såkaldte dampbarkas-skure fra flådestation Holmen i København. Nybyggeriet ved fregatten, der har været længe undervejs, kommer til at koste en 12-14 millioner kroner, og hvis alt går vel vil det »nye« træskibsværft stå færdigt i forsommeren næste år. Den næste etape skulle gerne blive opbygningen af et kajanlæg med promenade ud mod parkeringspladsen.

 
Prins Henrik

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000