08-11-1999 |
|
Vestre Skole 150 år |
![]() |
af skoleinspektør Finn Mikkelsen.I dette år fylder Vestre Skole 150 år. Derfor er 1999 naturligvis et særligt år for skolen.
Året er da heller ikke gået upåagtet hen - der har året igennem fundet en række aktiviteter sted, og lørdag den 6. november markeres jubilæet med en officiel reception med inviterede gæster i Kulturhuset Pavillonen samt gallaaften i Pavillon-Hallen - herom senere.
Lidt historie: Mange har spurgt os: :Er der ikke en bestemt dato for skolens jubilæum ?:
Vi har selv gerne villet kunne fastsætte en eksakt dato, for der må vel i sagens natur have været en sådan for indvielsen i 1849.
Men en intens eftersøgning i diverse kilder - herunder egnsarkivet - har ikke kastet lys over dette.
Det nærmeste man kan komme er efteråret 1849.
I Grenaa har der naturligvis eksisteret skolen meget længere tilbage i tiden. Efter reformationen i 1536 blev der oprettet en latinskole i byen. Indtil 1649 lå denne i Østergade, hvorefter den flyttedes til Lillegade 12. Latinskolen overlevede nedlæggelsen af en række små latinskoler landet over i slutningen af 1600-tallet, men fra midten af 1700-tallet nedlagdes skolen med Chr. VIs forordning - Danmarks almindelig skolelov - og der oprettedes i stedet en såkaldt Dansk Kristendomsskole.
I første omgang havde denne til huse i Lillegade 12, men i 1794 flyttedes den til Lillegade 2 - hvor Sportsbutikken (og tidligere Ehrenreich) nu ligger. Her var skolen placeret indtil 1849.
I 1849 flyttede man ind i en nyopført bygning på Vestergade - der hvor skolens nuværende Vestergadefløj er placeret. Den nye bygning rummede 3 selvstændige skoleafdelinger: en gratis friskole, borgerskolen med betaling samt realskolen, ligeledes med betaling.
Med ca. 20 års mellemrum udvides skolen i 1867 og i 1887. (I stort set samme periode næsten firedobles byens indbyggertal fra godt 1000 til knap 3800.)
I 1908 byggedes den første gymnastiksal, i 1912 indviedes mellemskolebygningen ved Posthaven og i 1930 opførtes gymnastiksal nr. 2. - I denne sal er der i dag skolebibliotek - bygningen er nu skolens ældste del.
I 1938 indviedes bygningen på hjørnet af Vestergade og Posthaven - bygningen med dens karakteristiske top er fortsat en del af skolen.
Efter intense overvejelser i 70erne og begyndelsen af 80erne om bygning af en ny skole kontra udvidelse af Vestre Skole, besluttedes det at udbygge Vestre Skole, og i 1983 opførtes fløjen med kontorer, lærerværelse, musiklokale og klasselokaler i nederste etage.
Og så - i januar 1999, i jubilæumsåret - indviedes den sidste nye udbygning af skolen med nye klasselokaler og skolefritidsordning.
Gennem årene er der naturligvis sket forandringer i de eksisterende bygninger og dette vil da også ske i de kommende år.
Derimod er det nok slut med udbygninger af skolen på den nuværende grund - pladsen er blevet for trang.
De fysiske rammer er naturligvis vigtige - med de krav der stilles til undervisningsformer i dag er nok vigtigere end nogensinde tidligere - men nok så vigtige er de mennesker, børn som voksne, der dagligt fylder bygningerne, og det arbejde der foregår i undervisningen og læringen på skolen.
Det vil føre for vidt her at komme ind på den pædagogiske udvikling gennem tiderne - det man kan konstatere i den sammenhæng er, at udviklingen her i store træk er sket i takt med forandringerne i samfundet i øvrigt. Netop i disse år stiger hastigheden i samfundsudviklingen mere og mere - derfor er forventningerne og udfordringerne for skolen særligt markante netop nu.
(Indlæg i »Grenaa på Tværs« - personaleblad for medarbejdere ved Grenaa Kommune).
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000