25-10-1999 |
|
Unge hjælper unge |
![]() |
Onsdag den 3. november i år afholdes Operation Dagsværk for 12. gang. På denne dag vil gymnasie-, HF-, VUC-elever over hele landet tage en arbejdsdag i virksomheder eller hos private for et minimum på 250 kroner pr. person, som vil gå til et samlet støtteprojekt.
Indsamlingen går i år til genopbyggelsen af uddannelsessystemet i Sydsudan, hvor man nu er ved at skabe et fredeligt civilt samfund efter langt over 10 års borgerkrig. Pengene vil blive brugt til uddannelse af lærere samt etableringen af to uddannelsescentre med bibliotek, undervisningsmaterialer og trykkeri. Derudover etableres en byggefond til ekstra skolebyggeri. Projektet gennemføres i samarbejde med to sydsudanesiske organisationer og Mellemfolkeligt Samvirke.
Også Grenaa Gymnasium, HF, VUC tager aktivt del i hjælpeprojektet, og de arbejdende elever påtager sig enhver form for arbejde - også utraditionelle opgaver - og står dermed til arbejdsgiverens disposition, og det for kun 250 kr. (min. pr. person).
Vi vil støtte dette projekt, fordi det er et godt projekt, og fordi sydsudaneserne har brug for den hjælp, de kan få.
Vi håber, at virksomhederne i Grenaa Gymnasiums dækningsområde vil støtte formålet med så mange job som muligt.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000