25-10-1999 |
|
Pensionister i Østjylland går glip af statsstøtte |
![]() |
Mange pensionister i Østjylland går glip af statstilskud til energibesparende forbedringer i deres boliger, fordi de ikke kender tilskudsordningen. Det fremgår af vedlagte oversigt, som BYG har udarbejdet på baggrund af tal fra Energistyrelsen.
Statstilskudsordningen indebærer, at pensionister, der modtager varmehjælp, kan søge om tilskud til at få dækket 50% af udgiften til energibesparende foranstaltninger i deres boliger, dog maksimalt 25.000 kroner pr. bolig.
Ifølge Hans-Ulrik Jensen, regionsformand i BYG region Østjylland, viser undersøgelsen, at der er behov for en massiv oplysningsindsats over for pensionisterne for at udbrede kendskabet til tilskudsordningen. Det manglende kendskab betyder, at mange pensionister går glip af tilskud, og at en række energibesparende boligforbedringer ikke bliver udført, siger Hans-Ulrik Jensen.
Kommunerne bærer en meget stor del af skylden for det manglende kendskab til tilskudsordningen. Undersøgelsen viser nemlig, at de kommuner, der har ydet en aktiv indsats for at informere om ordningen, har flest pensionister, der har fået tilskud.
I Rønde kommune, som ligger lavest i Århus Amt, er der kun givet tilskud til 1,5% af de tilskudsberettigede, mens der er 22,4% af de tilskudsberettigede i Langå kommune, der har modtaget tilskud. I gennemsnit har 7,3% af de tilskudsberettigede fået tilskud i Århus amt. I Grenaa har kun 4,4% udnyttet ordningen.
BYG region Østjylland retter en henvendelse til samtlige kommuner i amterne for at få dem til at udbrede kendskabet til ordningen.
Hans-Ulrik Jensen fremhæver, at tilskudsordningen faktisk er en god forretning for den enkelte kommune, da den medfører øget beskæftigelse og dermed øgede skatteindtægter i kommunen. Yderligere vil et faldende varmeforbrug blandt pensionister mindske udbetalingerne til varmetillæg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000