25-10-1999 |
|
Læserbrev: Væksthøjskolen Djursland isoleret |
![]() |
Århus Amt har besluttet til efteråret år 2000 at nedlægge den eneste busrute, som kan transportere elever til og fra Væksthøjskolen Djursland ved Grenaa. Højskolens elever har herefter ingen mulighed for at komme til højskolen med offentlige transportmidler.
Sammen med beboerne i lokalområdet og Trafikforeningen Grenaa-Djursland planlægger højskolen at klage (vedlagt) og aktionere mod nedskæringen. Hvis nedskæringen bliver en realitet, betyder det stærkt forringede vilkår for elever og lærere, som ikke bor på højskolen. Nærmeste alternative busrute holder 10 km fra højskolen.
Landets højskoler ligger ofte i tyndtbefolkede områder og bidrager ofte til at opretholde disse områders kulturliv. Det betyder på den anden side at højskolerne som arbejdspladser er fuldstændigt afhængige af velfungerende offentlige transportmidler. Der er p.t. ansat 18 medarbejdere på Væksthøjskolen Djursland.
Vi har med beklagelse læst i dagspressen, at ovennævnte rute skal nedlægges.
Dette vil vi på det kraftigste protestere imod.
Busrute 353 er den eneste rute for elever og personale til Væksthøjskolen Djursland i Ginnerup, og det vil være katastrofalt for skolen, at man ikke kan komme dertil med offentlige transportmidler. Af vore 50 elever har kun få bil og de 6 dagelever har slet ingen mulighed for at komme i skole. Det samme gælder for en stor del af vores personale.
Vi har tidligere henvendt os for at få udvidet busplanen, fordi vores elever ingen mulighed har for at komme til byen for at forrette ærinder i bank, postkontor o.s.v. Sidste bus til byen kører 1546 med ankomst til Grenaa 1558, hvilket ikke giver megen plads til noget som helst. Ligeledes har vi også anmodet om kørsel i weekenderne, hvor elever skal rejse og ankomme. Denne anmodning blev sendt den 12. december 1996 og vi har endnu ikke modtaget noget skriftligt svar. Dette opfatter vi som en stækkelse af vores demokratiske ret. Derfor vil vi gerne høre fra jer hurtigst muligt!
Vi beder indtrængende om en udvidelse af ruten, da det er umuligt at drive en højskole, som man ikke kan komme til.
Med venlig hilsen
Vita Storborg
Forstander
Væksthøjskolen Djursland.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000