04-10-1999

90 år med en brugsforening på Grenaa Havn

Grenaa Blad logo

BilledeDen 30. maj 1909 samledes cirka 50 fiskere og andre af Grenaa Havns beboere for at drøfte muligheden for at oprette en brugsforening på havnen. Efter en tre-fire møder på denne dato endte det hele med, at 32 personer skrev under på oprettelsen af Grenaa Havns Brugsforening. Den 30. august 1909 slog uddeler A. P. Kirk døren op til den første handelsdag i Havnens Brugs' historie, og her 90 år senere har man selvsagt valgt at markere dette jubilæum i hvad der nu hedder Dagli' Brugsen på Grenaa Havn. Denne 90 års fødselsdag startede onsdag i sidste uge med introduktionen af en række fødselsdagstilbud til kunderne, konkurrencer, udlodning af gevinster på medlemskortet, ligesom butiksbestyrelsen med formanden Poul Brink i spidsen om fredagen stod klar til at traktere kunderne med lidt fast og flydende. Blandt andet var der her lejlighed til at smage på den jubilæumsvin, der er tappet specielt i anledning af Dagli' Brugsens 90 års fødselsdag.


Den første bestyrelse i Havnens Brugs' historie bestod af fisker P. Clausen Jensen, P. Madsen Rønne, C. Steffensen, toldassistent P. Petersen og motorfabrikant A. Jensen, hvoraf sidstnævnte blev valgt til formandsposten. Bestyrelsen vedtog at leje lokaler til formålet af bagermester Hornsleth, og det skete i en ejendom lidt længere ned ad Strandgade i forhold til Dagli' Brugsens nuværende adresse. De gamle bøger fra den gang er stadig i Dagli' Brugsens varetægt, og heraf fremgår det, at man i løbet af det første halve år brugsen eksisterede omsatte for 27.000 kroner. Det er nogle lidt andre tal, der opereres med i vore dag. Den nuværende uddeler, Klaus Basse, forventer, at årsomsætningen her i 1999 kommer til at lande på 17,5 million kroner!


Da han i sin tid blev ansat i forretningen - for henved 14 år siden - omsatte forretningen for 7 millioner kroner, så der er faktisk sket mere en fordobling af omsætningen indenfor en rimelig kort årrække.

- En stor lystbådehavn og liberale åbningstider har gjort sit til denne omsætningsfremgang. Vi kan jo holde åbent hver dag hele året rundt, og jeg må sige, at vores søndags-salg bliver bedre og bedre hele tiden, uanset hvor mange nye forretninger, der holder søndagsåbent, siger Klaus Basse.


Dagli' Brugsen på havnen har også gennemgået flere store udvidelser og moderniseringer. I 1985 væltede man således en nabo-bygning, så der blev plads til at bygge til, og sidste år gennemgik den en større indvendig ombygning og modernisering, der blandt andet tilførte butikken en ny køl- og frysafdeling, ligesom man fik indført Bake-Off, så man nu kan lave friskbagt brød og kager hele dagen.


Det næste projekt, som Klaus Basse håber der snart bliver mulighed for at realisere, er tilførslen af nogle p-pladser. Faktisk råder Dagli' Brugsen ikke over nogen regulære p-pladser. Man kan kun parkere ved at holde ved selve fortovskanten ud for Dagli' Brugsen på Strandgade, og når der er fyldt op - og det er der tit - så er der ikke rigtig nogen parkeringsmuligheder før man når ned til havnepladsen.

- Og det duer ikke rigtig, hvis man kommer for at handle blot halvstort ind. Så kører folk blot væk og handler et andet sted, og det er selvfølgelig kedeligt, siger Klaus Basse, der håber problemet snart finder en løsning.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000