04-10-1999 |
|
Vilhelm Hansens Boghandel i Grenaa er blevet forvandlet til topmoderne Bog & Idé-butik! |
![]() |
Den 1. august 1999 overtog det aalborgensiske boghandlerpar i Bog & Idé-kæden, Anders og Bettina Kristensen, Vilhelm Hansens Boghandel i Grenaa. Parret havde i nogen tid været på udkig efter en boghandel nr. 2, og da P. B. Petersen efter 41 års ejerskab af forretningen på Torvet i Grenaa, ønskede at afhænde den til anden side, slog Aalborg-parret til. Siden er mangt og meget sket. Forretningen genåbnede for nylig i en gennemrenoveret, udvidet og ombygget udgave, der ikke efterlader nogen tvivl om, at forretningen nu fremstår som én af de mest moderne og velindrettede i landet af slagsen. Der er masser af plads mellem hylderne og de forskellige udstillinger og afdelinger. Ved at vælte et par indre mure og inddrage en gårdhave til butiksarealet, er forretningen i dag vokset med cirka 330 m2. Og så har forretningen fået en ny butikschef i skikkelse af den 28-årige københavner Martin Hansen, der har købt sig ind i
Bog & Idé i Grenaa med en tredjedel.
De sidste tre år har Martin Hansen været butikschef i en Bog & Idé-butik i Aalborg Storcenter, og da Anders og Bettina Kristensen er medlem af samme kæde med deres boghandel midt i Aalborg Centrum, har der løbende været kontakt mellem parterne gennem de tre år Martin har opholdt sig i Aalborg. Denne kontakt førte så til, at Anders og Bettina Kristensen tilbød ham at købe sig ind i forretningen i Grenaa, og det tilbud sagde han ja tak til. Det er Martin Hansen, der skal stå for den daglige drift af Bog & Idé i Grenaa, og leder derfor p.t. efter noget at bo i i Grenaa. Anders tager sig så af forretningen i Aalborg, mens Bettina fungerer som bogholder for hele foretagendet.
Ung mand med stor branche-erfaring
Trods sin relativt unge alder har Martin Hansen mange års erfaring i branchen, hvor han startede som stik-i-rend-dreng med fejekost, og siden arbejdede sig op til en stilling som butikschef for en Bog & Idé-butik i Lyngby Storcenter. For tre år siden kom tilbuddet fra Aalborg Storcenter, og det har nu ført ham frem til et medejerskab af en Bog & Idé-forretning i Grenaa.
- Det er en spændende udfordring, som jeg ganske enkelt ikke kunne sige nej til, og jeg vil påstå, at jeg nu får lejlighed til at være chef for en af de flotteste boghandler i hele landet. Det er jeg selvsagt ikke utilfreds med, siger Martin Hansen.
- Det har kostet blod, sved og tårer - og en pæn sum penge - at modernisere butikken, men resultatet er blevet utroligt flot, og passer perfekt til vores familiekoncept, der går ud på, at alle skal kunne komme herind af den simple grund, at vi har noget for alle aldersgrupper. En mor med barnevogn kan trille rundt herinde i ro og mag, en kørestolsbruger har fri passage i hele forretningen, hvor vi tillige har fået lavet et indgangsparti, der gør det nemt for alle at komme ind i butikken, siger Martin Hansen, der endvidere kan fortælle, at der sortimentsmæssigt ikke er taget ret meget ekstra ind, omend en forstærket satsning på Playstation og CD-rom ikke fornægter sig. Til at passe den del har man faktisk headhuntet en ekspert på området fra Anders og Bettina Kristensens forretning i Aalborg. Han hedder Claus Schou. Ellers er personalet det velkendte fra P. B. Petersens tid bag disken i den efterhånden 119 år gamle boghandel på Torvet i Grenaa. Det er nu ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det....
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000