04-10-1999 |
|
Djursland i chok - Mols-Linien flytter sine to kombi-færger til Århus - Kalundborg-ruten! |
![]() |
Erhvervslivet på Djursland og politikere fra nær og fjern gik nærmest i chok, da Mols-Linien mandag i sidste uge meddelte, at man fra nytår flytter sine to kombi-færger - der fortrinsvis benyttes til lastvogne og lastvognstrailere - fra Ebeltoft-Odden-overfarten til Århus-Kalundborg. Den godsfærge Mols-Linien har chartret til ruten leveres tilbage, idet de to kombi-færger indtager ruten med en overfartstid på 2 timer og fyrre minutter og en »bropris« på beskedne 225 kroner for en personbil. Dermed går Mols-Linien i flæsket på såvel Storebæltsbroen som den nye operatør på Århus-Kalundborg-ruten, Rederiselskabet Århus-Kalundborg Linien, der med færgen »Kattegat Syd« netop har startet en ny godsrute på overfarten - en godsrute, der blandt andre drives af tidligere Scandlines-søfolk fra Ask og Urd.
Storebæltsforbindelsen har vist sig at være en større konkurrent hvad biltrafikken mellem landsdelene angår, end Mols-Linien har kunnet forestille sig. Pengene er på det nærmeste fosset ud af Mols-Liniens kasse siden »ægteskabet« med Cat-Link/Scandlines blev indgået. En omdirigering af de gamle Cat-Link hurtigfærger fra Kalundborg til Odden, har ikke just hjulpet på selskabets økonomi, der sidste år blev sat på hårde prøver i konkurrencen mod såvel broen som Cat-Links Århus-Kalundborg-overfart. Fjernelsen af Ask og Urd fra Århus-Kalundborg fik mange vognmænd til at love både bål, brand og brokørsel, hvis Mols-Linien ikke faldt til patten og indså, at man ikke ville sende lastbiler og trailere over Ebeltoft-Odden. Og det har man så valgt at gøre. Rampeanlæg og kombi-færgerne flyttes til Århus og Kalundborg, og Djursland har dermed foreløbigt mistet sin sidste indenlandske godsfærgerute. Den berømte snak om Djursland som en erhvervsmæssig blindtarm er dermed kommet på banen igen, idet al godstrafik til og fra D
jursland - med Sjælland som udgangspunkt eller mål - fra nytår skal ud på en omvej i forhold til tidligere. Med flytningen af kombifærgerne har Mols-Linien samtidig meddelt amtet, at tilsagnet om et tilskud på 30 millioner kroner til en omfartsvej for færgetrafikken ved Ebeltoft, bortfalder. En skuffet amtsborgmester Knud Flensted Jensen har dermed måttet konstatere, at tiltaget er et hårdt slag for erhvervsudviklingen på Djursland, og at grundlaget for at etablere omfartsvejen, der skulle have været påbegyndt i år 2001 - med stor sandsynlighed ikke eksisterer længere.
Mols-Linien beholder dog de to hurtigfærger på Ebeltoft-Odden, men den ene af de to tidligere Cat-Link katamaranfærger på ruten Århus-Odden fjernes fra ruten efter nytår.
Mols-Liniens beslutning om at flytte de to kombifærger er et resultat af de seneste måneders intense analyser af udviklingen af trafikmønstret i den tunge øst/vest-trafik. Rederiet har forhandlet med sine vognmandskunder, og Mols-Linien oplyser, at vognmændene bakker ruteomlægningen op. Rederiet forventer derfor at få tilført mere tonnage, således at kapacitets-tilpasningen vil være ensbetydende med et overskud på driften til næste år.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000