04-10-1999

Pedersen & Bust på »Aftenstjernen«

Grenaa Blad logo

Musikhuset Aftenstjernen i Lillegade i Grenaa kan fredag den 8. oktober byde på live-musik ved den danske duo Karl-Erik Pedersen og Ulrik Bust. Karl-Erik er duoens sanger og guitarist, mens Ulrik tager sig af alt- og tenorsaxofon. Når de to slår sig sammen og spiller rundt omkring i Danmark på musikcaféer og spillesteder i øvrigt, er det med sange fra blandt andet Lennon/McCartneys store sangkatalog, men også sange af for eksempel Bob Dylan, Carole King og Rolling Stones. Der er også gospelsange på repertoiret sammen med enkelte af Karl-Eriks egne sange. Duoen spænder vidt i sit repertoire, og de behersker både de flotte ballader og de medrivende sange.


Karl-Erik Pedersen har skrevet sange til folk som Bjørn Afzelius og Nikolaj og Piloterne. Han er CD-aktuel med Tears for Jeanie og det nye band Fishjoint. Han har endvidere komponeret musik til dokumentar- og novellefilm. Ulrik Bust har en bred soul/funk baggrund og optræder for tiden i bandet Star People. Har som saxofonist medvirket i flere musicals og har endvidere erfaring som studiemusiker.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000