04-10-1999 |
|
Nyt erhvervsforum i Nørre Djurs har udsendt sit første nyhedsbrev |
![]() |
»Visioner og Handlekraft i Nørre Djurs« har udsendt sit første nyhedsbrev. Den nye erhvers- og udviklingsplatform i Nørre Djurs Kommune har udsendt nyhedsbrevet til alle virksomheder, som er medlem af Nørre Djurs Erhvervsråd, og hensigten med det er at gøre det lettere for den enkelte virksomhed at følge med i de aktiviteter, som vil foregå i den kommende projektperiode, hvortil erhvervsrådet - via produktionsskolen i Stenvad - har fået bevilget udviklingsmidler fra EU's mål 5b-pulje.
»Virksomhedsudvikling i Nørre Djurs Kommune« er et intensivt kursusforløb, som har til formål at give den enkelte deltager et nyt præstationsniveau i det daglige arbejde. Der vil desuden være fokus på overbevisende personlig kommunikation, evnen til at motivere og klare nye udfordringer gennem godt lederskab. Det er målet, at kursusdeltagerne hver for sig og sammen, er med til at skabe et nyt niveau for erhvervsudviklingen i Nørre Djurs. Instruktører på kurset bliver Kurt Andersen og Leif Ilsøe. Der er blevet afholdt ét informationsmøde i relation til det forestående kursusforløb, og af nyhedsbrevet fremgår det, at der den 24. september var tilmeldt 20 personer, hvilket betyder, at der på daværende tidspunkt endnu var 10 ledige pladser. Det næste informationsmøde afholdes onsdag den 6. oktober på Nørre Djurs Produktionsskole, og tilmelding kan ske ved henvendelse til produktionsskolen eller til formanden for erhvervsrådet Olaf Wulff.
Erhvervshandle-plan på trapperne
I november 1998 blev der på en erhvervs-temadag i Nørre Djurs nedsat en række arbejdsgrupper - og videreført andre - i bestræbelserne på at lave en »Erhvervshandleplan år 2005«. Det skal ske i samarbejde med Nørre Djurs Erhvervsråds bestyrelse, og arbejdet skal altså udmønte sig i en erhvervshandleplan for Nørre Djurs Kommune. Helle Neergaard fra Handelshøjskolen i Århus er bestyrer for projektet, der den 23. september afholdt sit første møde. Inviteret var alle som deltog i erhvervskonferencen i 1998. Aftenens program omfattede en orientering om projektets forløb og indhold, og desuden en præsentation af arbejdsgruppernes hidtidige arbejde og fordeling af nogle af de fremtidige arbejdsopgaver.
Der er foreløbigt nedsat arbejdsgrupper for IT, for turisme, for nytænkning på tværs, for udvikling af erhvervsområder i kommunen og en »rugekasse« for nye erhvervsinitiativer. I den forbindelse efterlyser projektmagerne engagerede deltagere - både i de foreløbigt nedsatte arbejdsgrupper og på andre områder. For eksempel landbrug, fiskeri, skovbrug, kunsthåndværk, detailhandel, virksomhedssamarbejde med videre. Andre idéer er velkomne, understreger projektleder Bjarne Kristensen, der opfordrer folk til at henvende sig til projektkoordinator Helle Neergaard.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000