27-09-1999 |
|
Sundhedsplejerskerne er klar til en ny omgang forældreaftener i Grenaa |
![]() |
Sundhedsplejen i Grenaa Kommune er klar til en ny omgang forældreaftener for småbørns-forældre i kommunen med børn i 2 1/2 års alderen. Der er tale om et tilbud om at give forældrene til de små poder mere eksakt viden om deres børns udvikling med udgangspunkt i de erfaringer, som sundhedsplejerskerne har gennem deres daglige arbejde med børn i forskellige situationer. Forældreaftenerne strækker sig over fem torsdage aftener i Kulturhuset Pavillonen (Lille Momme) her i efteråret 1999. Første gang den 28. oktober hvor emnet er barnets sansemotoriske udvikling. Hvilken betydning har sansemotorikken for barnets udvikling? Det vil fysioterapeut Elsebeth Lolle forsøge at svare på denne aften, hvor sundhedsplejerske Marie Louise Bilde vil stå for aftenens indledning. Alle aftener starter med et oplæg fra en specialist på et givent område, hvorefter diskussionen fortsætter i den store gruppe - eller i mindre grupper alt efter emnets art. Marie Louise Bilde vil være til stede alle fem aftener, og opfordrer i den forbindelse forældrene til at tage de sidste to aftener med også. Hun har nemlig kunnet notere sig en svigtende tilslutning til de sidste to aftener i forbindelse med de to seneste kursusrækker, og det synes hun er rigtig synd, da de fremmødte har givet udtryk for, at det har været nogle særdeles udbytterige aftener.
De emner, der i løbet af kursusrække vil blive berørt, er eksempelvis som følger:
- Hvordan udvikler børn sig i 3-års alderen?
- Kan man give børn rimelig spisevaner?
- Hvad er trods og hvad er stædighed?
- Hvilken betydning har den sproglige udvikling for barnet?
- Hvilke legesager og bøger har barnet brug for?
- Hvilken betydning har fællesoplevelser for børn og voksne?
- Hvad betyder det for børns udvikling, at forældrene har det godt?
Forældreaftenerne er gratis, og man skal tilmelde sig via det materiale, som sundhedsplejerskerne har sendt ud til de forældre i kommunen, der har børn i den pågældende aldersgruppe. Tilmeldingsblanketten skal udfyldes og sendes til Sundhedsplejerskernes Kontor på Grenaa Rådhus inden den 12. oktober. Tilmeldinger bliver registreret efterhånden som de kommer ind, da der maksimalt kan være 30 deltagere på hvert hold.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000