27-09-1999

350 skolebørn fra det meste af landet og Danmarks bedste stangspringer skabte liv og glade dage på Grenaa Stadion!

Grenaa Blad logo

Disse fire drenge fra Lundehus Skole på Østerbro i København scorede over 15.000 point med deres hold - og dermed guldmedaljerne ved Dansk Skoleidræts Landsfinale i atletik på Grenaa Stadion. Et stævne Grenaa Vestre Skole arrangerede. Her ses de stolte Østerbrodrenge Casper, Usman, Andreas og Nicolai med guldmedaljerneDansk Skoleidræt og Den Danske Bank er gået sammen om at arrangere landsfinalen i atletik for skoleelever fra landets 7. klasser. Stævnet, der havde deltagelse af omkring 350 unge fra det meste af landet, blev afviklet på Grenaa Stadion tirsdag den 21. og onsdag den 22. september i sidste uge. Værten de to dage var Grenaa Vestre Skole, der sørgede for, at de mange tilrejsende skoleelever fik noget at spise og et sted at sove på skolen. Skolens 8. klasser sørgede således for bespisningen af de mange elever, der kunne mæske sig i veltillavet lasagne tirsdag aften på skolen efter den første konkurrencedag. Denne aften var der også afsat tid tilet besøg i Kattegatcentret, hvilket Den Danske Bank Grenaa Afdeling havde sørget for mulighed for.


Dansk Skoleidræt Århus Amt havde på forhånd spurgt om ikke det var en opgave skolen ville påtage sig, og med ét af amtets smukkeste og bedste atletikstadions i baghånden, var der jo ikke meget at betænke sig på. I forbindelse med finalerne onsdag ankom Danmarksmesteren i stangspring gennem de sidste 10 år, Martin Voss, og gav opvisning samt sørgede for overrækkelse af medaljer og præmier til de vindende hold.


Stævnet er det første synlige resultat af en samarbejdsaftale mellem Dansk Skoleidræt og banken. Som led i aftalen har Den Danske Bank ydet støtte til Dansk Skoleidræt, som derved får mulighed for at præsentere sig på en ny og mere moderne måde end hidtil. Dansk Skoleidræt vil fremover i højere grad benytte sig af Internettet og af CD-Rom som medier, når de vil i kontakt med skoleelever.


Sundere børn via leg og motion

Dansk Skoleidræt gør en stor indsats for at få skoleelever til at leve sundere og bevæge sig mere gennem leg og motion. Hvert år arrangerer Dansk Skoleidræt konkurrencer for skoleelever indenfor flere idrætsgrene. Denne indsats ligger fint i forlængelse af Den Danske Banks støtte til breddeidrætten blandt de yngre årgange - for eksempel ved de cirka 200 Pondus Cup-stævner med mere end 125.000 deltagere, der hvert år holdes landet over.


Ved stævnet på Grenaa Stadion, hvor man dystede i atletikdiscipliner såsom 80 meter løb, 800 meter løb, 4 x 100 meter stafet, højde- og længdespring, kuglestød, spydkast og boldkast, stillede Vestre Skole selv op med et drenge- og et pigehold. Pigerne blev nr. 8 ud af 12 deltagene hold, mens drengene blev nr. 6 ud af 13 hold. Der skulle være mindst ni udøvere på hvert hold.


Undervejs satte drengene flere flotte landsrekorder for denne årgang. Hurtigste dreng på 80 meterern løb således i 10 sekunder rent, mens kuglestød blev vundet med et stød på hele 13,53 meter.


Omkring 350 skolebørn fra 7. klasse over hele landet stillede op til landsfinalen i atletik på Grenaa Stadion i sidste uge. Danmarksmesteren i stangspring gennem de sidste 10 år, Martin Voss, overrakte medaljer til vinderne

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000