20-09-1999

Byrådet har vedtaget lokalplan som der næppe bliver brug for!

Grenaa Blad logo

Børnehaven LandsbyenBørnehave ved Dolmer er nu en mulighed, men:


Byrådet har vedtaget lokalplan som der næppe bliver brug for!

Byrådet vedtog den 18. maj 1999, at der skal udarbejdes en lokalplan for en daginstitution i Dolmer, således at planlægningsgrundlaget kan være på plads, hvis Børnehaven Landsbyen i Flygtningelandsbyen på Robstrup Mark ikke kan fortsætte, og det derfor bliver nødvendigt at etablere en ny daginstitution. På det seneste møde i Grenaa Byråd stod det imidlertid klart, at den situation med al sandsynlighed ikke opstår, for Grenaa Kommune har indgået en ny aftale med Udlændingestyrelsen, der indebærer, at Børnehaven Landsbyen får lov til at blive hvor den er.


Alligevel besluttede Grenaa Byråd sig for at vedtage lokalplan nr. 140 for daginstitution og boligområde i Dolmer - vel vidende, at det nok ikke bliver aktuelt nogensinde at lave en børnehave dér, så længe Børnehaven Landsbyen befinder sig et olympisk spydkast derfra. Den næste børnehave i Grenaa Kommune bliver derfor formentlig etableret i Hestehave-kvarteret ved Fuglsangvej.


Formanden for Teknisk Udvalg, socialdemokraten Henning Christensen, erkendte på det grundlag, at kommunen måske ikke får brug for denne lokalplan, men at man af planlægningsmæssige grunde havde været nødsaget til at sætte arbejdet med den iværk for det tilfælde, at forhandlingerne med Udlændingestyrelsen omkring Flygtningelandsbyen, skulle bryde sammen. Så ville man nemlig pludselig have været i tidnød med henblik på at lave en erstatningsbørnehave i området.


Venstre's viceborgmester Mogens Blach mente også, at man sagtens kunne diskutere nytteværdien af at have en overflødig lokalplan, men at man desværre var nødt til at lave den for en sikkerheds skyld. Tilliden til de statslige myndigheders troværdighed i en forhandlingssituation kan ifølge Mogens Blach ligge på et meget lille sted. Her tænkte han ganske givet ikke kun på Udlændingestyrelse, men også på kommunens forhandlinger/kontroverser med DSB omkring fremtiden for stationsområdet i Grenaa.


»100% sikkert«

- Det skulle jo være 100% sikkert, at vi har en aftale med Udlændingestyrelsen om også fremover at kunne benytte tre pavillonbygninger i Flygtningelandsbyen til børnehave, men det ulykkelige er jo, at det kan godt ske, at de vender sig fra det aftalte. Det er for dårligt, at vi er nødt til at helgardere os på denne måde af frygt for, at forhandlingspartneren springer i målet - men ikke desto mindre nødvendigt, erkendte Mogens Blach.


Grenaa-Listens Egil Classen mente, at byrådet blot gjorde sit arbejde optimalt ved at gå med livrem og seler i denne sag.


I lokalplanen er der udlagt et areal til daginstitution på cirka 6.000 m2, hvilket svarer til det areal, der i dag anvendes til Børnehaven Landsbyen. Arealet er placeret i god afstand fra den eksisterende bebyggelse, således at ingen nuværende beboere får børnehaven som nabo. Men det ser jo ud til at være et akademisk spørgsmål at skulle forholde sig til. Resten af området foreslåes i lokalplanen udlagt til parcelhusgrunde, omend en egentlig udstykningsplan for dette boligområde udelades, idet området senere kan udstykkes i parceller efter behov. Flere byrødder stillede sig dog tvivlende overfor noget sådant, da det nok er de færreste grund- og parcelhusejere in spe, der ligefrem går og drømmer om at få en børnehave som nærmeste nabo. Selv om det skulle være ganske vist, at en sådan aldrig nogensinde kommer til at ligge i Dolmer. Men man kan jo aldrig vide....


SF's formand for Børne- og Ungdomsudvalget mente da også, at det for dette område havde været smartere med den blødere formulering; »....til offentlige formål«, men ikke desto mindre blev det »overflødige« lokalplanforslag godkendt og sendt videre til offentliggørelse.


Henning Christensen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000