20-09-1999 |
|
Tema-aften om knogleskørhed på Plejehjemmet Vestervang i Ørum |
![]() |
Knogleskørhed er arveligt. Knogleskørhed kan forebygges. Og knogleskørhed kan behandles, men ikke helbredes. Disse tre udsagn bliver en central del af en tema-aften på Plejejhjemmet Vestervang i Ørum tirsdag den 28. september, hvor Osteoporoseforeningens formand Ulla Knappe og ét af foreningens bestyrelsesmedlemmer, som selv har knogleskørhed, kommer og fortæller om sygdommen.
Knogleskørhed, eller osteoporose som lægerne kalder sygdommen, er en tilstand med nedsat knoglemasse og karakteristiske ændringer i knoglernes mikroskopiske opbygning. Mængden af knoglevæv er nedsat og styrken af knoglevævet er reduceret i en sådan grad, at der let opstår brud.
Social- og sundhedsassistent i Vestervangsområdet, Birthe S. Albér, der er blandt initiativtagerne til denne tema-aften om knogleskørhed, fortæller:
- Knoglemængden falder hos alle mennesker som led i den normale aldringsproces, der sætter ind fra omkring 35 års alderen. Knogleskørhed opstår ved, at aldringsprocessen enten går for langt eller lidt for hurtigt. Knogleskørhed er den »listige tyv«, der stjæler knoglemængden, uden at man mærker det. Tab af knoglemasse er nemlig ikke forbundet med smerter eller andre former for advarsler. Det er derfor først når en knogle brækker, at man bliver advaret om, at der måske er noget galt. Hyppige knoglebrud, som er en følgevirkning, giver mange smerter og gør det svært at klare hverdagens opgaver. En forkert bevægelse, et løft eller en snublen over gulvtæppet kan være nok til, at man uden forudgående varsel får et knoglebrud, udtaler Birthe S. Albér.
Arvelig sygdom
Knogleskørhed er arveligt og mange rammes allerede i 50 og 60 års alderen - nogle kvinder endog endnu tidligere. Hvert år ødelægges omkring 13.000 danskeres liv af osteoporotiske hoftebrud.
- Sygdommen kan forebygges i et vist omfang. Forebyggelse er i grunden ret enkelt og overkommelig. Det kræver blot, at man spiser varieret og sørger for at få godt med motion. En knoglevenlig kost skal blandt andet være rig på kalk og D-vitamin. Behandles kan sygdommen også, men ikke helbredes, hvis først skaden er sket. Den kan dog behandles effektivt på flere måder, slutter Birthe S. Albér, der opfordrer alle, som har lyst til eller interesse i at høre om knogleskørhed, til at møde op til denne tema-aften på Plejehjemmet Vestervang i Ørum tirsdag den 28. september. Tilmelding er nødvendig og kan ske ved henvendelse til plejehjemmet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000