20-09-1999 |
|
Runaway Bride og byggerod i Kino! |
![]() |
Superagenten Austin Powers - »The Spy Who Shagged Me« - får selskab på Grenaa Kino's program fra og med fredag den 24. september af en slags efterfølger til den efterhånden 10 år gamle »Pretty Woman«. Det er påny Richard Gere og Julia Roberts, der mødes på det hvide lærred, men deres roller er nye og historien ligeså. Instruktøren hedder dog stadig Gerry Marshall, og ifølge anmelderne har han påny fået skruet en rigtig vellykket og hjertevarm romantisk komedie sammen. »Runaway Bride« er titlen på filmen, der altså får Grenaa-premiere på fredag den 24. september. Richard Gere spiller en kold, beregnende New Yorker-journalist, der på en bar tilfældigt overhører den sjove historie om Maggie Carpenter (Julia Roberts), der mindst syv til otte gange har svigtet forskellige mænd - under selve brylluppet - og er styrtet ud af kirken. Han bruger historien i sin klumme, men det skulle han aldrig have gjort, for det starter en kædereaktion af begivenheder, der også kommer til at påvirke hans eget liv. Pludselig er han p
å vej ud på bøhlandet for at finde kvinden og skrive historien bag historien, men både rejsen og historien udvikler sig i en ganske uventet retning....
Grenaa Kino's gæster må i øvrigt bære over med, at den lokale biograf befinder sig i byggerod for tiden. Ejerne af Kino, Gert og Nia Skov, er nemlig i færd med at realisere en større ombygning af den tidligere kommunale biograf, der betyder, at man i november/december vil kunne indvie en helt ny biografsal. Der bliver tale om en lille sal med 65 sæder i butikken ud til Kino's facade, der tidligere har huset en vinforretning, en købstadsjubilæumsbutik og senest en tøjbutik. Foyeren i Kino er også underlagt en større renovering og modernisering for tiden, men på trods af byggerodet vises der altså stadig film i Kino. Den store biografsal, der jo fik en større overhaling i 1995, er nemlig ikke med i ombygningsprojektet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000