20-09-1999

Grenaa Filmklub har taget hul på efterårsprogram

Grenaa Blad logo

7 mandagsfilm for et éngangsbeløb - sådan lyder tilbuddet påny fra Grenaa Filmklub, der netop har taget hul på efterårsprogrammet 1999, der sædvanen tro indeholder en række på syv kvalitetsfilm, der også går under betegnelsen »smalle« film. Mandag den 13. september lagde man ud i Grenaa Kino med den fransk/kinesiske film »Shanghai Triaden« af den kinesiske mesterinstruktør Zhang Yimou. Den næste film på plakaten i filmklubben - og det er ikke for sent at melde sig ind, selv om man måske ikke var med ved sæsonstarten den 13. september - er den franske film »Englenes Drømmeliv«, der vises i Kino mandag den 27. september. Der er tale om et portræt af et par utilpassede tøser og deres vidtløftige drømme, deres grå hverdag og kulørte forhåbninger. Historien fortælles smukt, levende, autentisk og medrivende.


Mandag den 4. oktober gælder det så den amerikanske film »Hapiness«. På overfladen er alt idyl i den småborgerlige forstad New Jersey, men middelklassens reklamesmil dækker i virkeligheden over en orme-rede af betændte drifter og destruktive tanker i Todd Solondz film, der vandt kritikerprisen ved sidste års Cannes-festival.


Den 25. oktober er den irsk/engelske film »Generalen« på programmet. Der er tale om den sandfærdige historie om den berygtede Dublin-forbryder Martin Cahills liv, dybtliggende vrede og ubarmhjertige kamp mod det irske politi og alle andre former for autoriteter. Instruktøren John Boorman vandt prisen »Bedste Instruktør« ved sidste års Cannes Festival for denne film.


Britisk bliver det også mandag den 1. november med den engelske film »Girls Night«. Der er tale om en dejlig og følsom komedie om at få det bedste ud af livet. Filmen handler om venskaber og den handler om døden og er fuldstændig usentimental i beskrivelsen af det forestående endeligt. I hovedrollerne ses engelske skuspiller-koryfæer som Brenda Blethyn og Julie Walters.


Den amerikanske film »Henry Fool« er nummer seks i rækken af efterårsfilm i filmklubben. Simon Grim og Henry Fool lever i udkanten af New York i et nedslidt, trøstesløst kvarter, der halvvejs er en losseplads. Personerne, stederne, galskaben og håbløsheden kalder konstant på galgenhumoren i denne film, der vandt juryens pris for bedste manuskript ved sidste års Cannes-festival.


Den historiske thriller fra England »Elizabeth« lukker og slukker for efterårets program mandag den 6. december. Det er en film om kærlighed, passion, magtbegær og forræderi baseret på den bemærkelsesværdige historie om den unge Elizabeth Tudors usikre vej til og blodige forsvar af sin krone som Englands dronning. Filmen viser en moderne og selvstændig kvinde, der regerer med jernvilje i en mandsdomineret og barsk tid, hvor stærke og modstridende kræfter konstant sætter hendes mod og hendes rolle som kvinde og monark på prøve. Filmen scorede hele 7 Oscars i år.


Filmklubbens formand Henrik Skalts kan kontaktes for yderligere oplysninger.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000