13-09-1999

Grenaa Byråd indstillet på at gøre plads til Grenaa Amatørteater i Kulturhuset!

Grenaa Blad logo

På sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus var der en efterhånden gammel kending på byrådets dagsorden: »Ombygning af Kulturhuset Pavillonen og flytning af Grenaa Amatørteater«. Ganske vist på den lukkede del af byrådsmødet med henvisning til, at sagen efterhånden indeholder en lang række tal og priser. Og det på trods af, at den lokale presse - blandt andet Grenaa Bladet - i forrige uge kunne oplyse en lang række af disse tal ovenpå Voksen- og Fritidsudvalgets behandling af sagen på det seneste udvalgsmøde. En flytning af Grenaa Amatørteater (GAT) til Kulturhuset Pavillonen (KP), hvor der indrettes teaterfaciliteter i 1/3 af Grenaa-Hallen, og etablering af en skrabet idrætshal til Vestre Skole som kompensation for de deraf begrænsede udfoldelsesmuligheder i Grenaa-Hallen hvad idrætsundervisningen angår, har fået en anlægsramme på 14,2 millioner kroner. Der er således tale om en helhedsløsning, hvor Kulturhuset Pavillonen på én og samme tid gøres færdigt i forhold til de oprindelige planer med en gennemrenovering af Pavillon-salen, der er ved at falde fra hinanden, til følge, og etablering af værksteder med videre i mellemgangen/cafeterielokalet i Grenaa-Hallen. Dermed åbnes der definitivt op for et salg af Remisen og Remise-grunden i Markedsgade til nabovirksomheden Johnsen Offset, der i flere år har haft kig på grunden med henblik på udvidelse af virksomheden med etablering af en flagfabrik på grunden. Salgsprisen på 2,3 millioner kroner, der er aftalt mellem virksomheden og Grenaa Kommune, har været prøvet ved Århus Amts Tilsynsråd, og herfra har man godkendt denne sum som værende passende i forhold markedsværdien, og at det derfor ikke er nødvendigt med offentligt udbud af den kommunale ejendom. Handelsprisen er fremkommet ved at kigge på den seneste offentlige vurdering af de to bygninger på grunden, inklusiv grundværdien.


Drabeligt tal ikke så drabeligt endda

Det, at ombygningen af KP og flytning af GAT er anslået til at ville koste kommunen 14,2 millioner kroner lyder måske drabeligt, men det er faktisk også en sandhed med modifikationer. Regnestykket går op på den måde, at de 2,3 mio. kr. fra Johnsen Offset ryger ned i en pulje, hvor der i forvejen er afsat 2 mio. ombygningskroner til kulturhuset fra Grenaa Kommunes budget for indeværende år. Dertil kommer midler fra Lokale- og Anlægsfonden, som man har grund til at tro vil bidrage med et pænt antal millioner i henholdsvis direkte tilskud og lån på favorable vilkår. Over de næste to budgetår - 2000 og 2001 - skal Grenaa Kommune således »kun« finde sammenlagt 3 millioner kroner for at dette regnestykke kan gå op. Under forudsætning af, at anlægsrammen på de 14,2 millioner kroner kan holdes i den videre projektering, og tilsagnet om midler fra Lokale- og Anlægsfonden holder vand, vedtog et stort flertal i Grenaa Byråd, at helhedsløsningen for kulturhuset/amatørteatret/Vestre Skole, skal realiseres snarestmuligt.


En del af debatten omkring sagen - den principielle del, renset for tal og priser - blev dog flyttet til den åbne del af dagsordenen på anmodning fra SF's Allan Andersen, der fandt det lidt spøjst, at byrådet ikke måtte diskutere talstørrelser, når det meste allerede havde været fremlagt i pressen.


Han fandt det også paradoksalt, at han som formand for Børne- og Ungdomsudvalget nu pludselig kom til at råde over en hal mere - uden at have rørt en finger.

- Selvom dette projekt griber ind i vores område, er Børne- og Ungdomsudvalget først blev hørt i sagen nu. Det forekommer mig at være lidt sent, og det er mig magtpåliggende, at udvalget repræsenteres i den styregruppe, der skal føre projektet ud i livet, så vores ønsker kan blive indarbejdet. Eksempelvis, at der etableres trægulv i den nye hal, og at kulturhuset gøres mere handicapvenligt på en række områder i forbindelse med ombygningen, sagde Allan Andersen, der også syntes, at det var en lidt vel dyr flytteforretning byrådet hermed satte i gang.

- Det er meget dyrt for kommunen at flytte Grenaa Amatørteater fra Remisen til kulturhuset, omend jeg anerkender, at kulturhuset såvel som idrætsfaciliteterne for Vestre Skole og fritidsbrugerne i kommunen, får et løft, sagde han blandt andet.


Ikke nyt projekt

Formanden for Voksen- og Fritidsudvalget Erik Hoberg (S), erkendte, at der var tale om et stort projekt, men at det dog ikke var nyt.

- Vi vidste godt, at det ville komme til at koste mange penge at lave Pavillonen og Grenaa-Hallen om til et kulturhus. Salget af Remisen har blot gjort, at vi må reagere lidt hurtigere, end vi måske ellers ville have gjort med hensyn til at færdiggøre ombygningen og renoveringen af Kulturhuset Pavillonen. Men de udgifter ville vi jo under alle omstændigheder have haft alligevel, så derfor er det ikke fair at sætte lighedstegn mellem anlægsrammen på x-antal millioner og flytningen af amatørteatret fra Remisen til kulturhuset. Samtidig har idrætsundervisningen på Vestre Skole fået trange kår lige siden man omdannede en gymnastiksal til bibliotek, og det problem løser vi også ved at vedtage denne helhedsløsning. Det er med andre ord et rigtigt godt projekt vi står med nu. Kulturhuset Pavillonen gøres færdig, amatørteatret får ordnede forhold i naturlige omgivelser for deres aktiviteter, Vestre Skole får optimale forhold til deres idrætsundervisning og Johnsen Offset får plads til en flagfabrik, som er ensbetydende med arbejdspladser til kommunen. Det ser ikke helt tosset ud, og med de høringssvar, der ligger i sagen nu, er det også mit indtryk, at alle parter nu trækker på samme hammel for at få det her til at glide bedst muligt, sagde Erik Hoberg.


Alle parter hørt

Borgmesten Gert Schou (S), konstaterede, at der havde været tale om en lang og fornem proces, hvor alle implicerede parter har været inddraget hele vejen igennem. Men han understregede samtidig vigtigheden af, at den samlede budgetramme for projektetoverholdes.


Venstres Leif Pieler var på linie med de to socialdemokrater.

- Vi får en afslutning på kulturhuset til glæde for alle brugere af huset. Den frivillige idræt får et løft med flere haltimer og kulturhuset får mere kultur. Jeg tror også, at amatørteatret bliver tilfredse med det de får i Grenaa Hallen, når det nu ikke kunne være anderledes. Jeg synes der er tale om en meget flot løsning, hvor alle parter er blevet tilgodeset i videst muligt omfang. Nu må vi blot se, hvor meget vi kan få realiseret af projektet indenfor budgetrammen, sagde han.


Nogle er glemt

Partifællen Alice Espeholt havde for sin del lidt svært ved at se, hvor den handicappede del af befolkningen blev tilgodeset i projektet.

- De handicappede er blevet glemt. Jeg synes der mangler visioner til at gøre stedet så handicapvenligt som muligt. Blandt andet mangler der en elevator og ordentlige toiletforhold for handicappede. Jeg synes, at styregruppen skulle lægge sig kraftigt i selen for at få disse ting indarbejdet i projektet, sagde hun blandt andet.

Grenaa-Listens enlige byrådsmedlem Egil Classen var enig i den betragtning, at et fuldt udbygget og flot kulturcenter i Grenaa helt sikkert vil kunne trække tilflyttere til kommune, men han savnede ét vigtigt aspekt.

- Det er samtidig et meget vigtigt signal at sende til erhvervslivet, at vi er fleksible. At vi ikke kun vil kultur, men i høj grad også vil erhvervsudvikling til glæde for den enkelte virksomhed såvel som for kommunens økonomi i form af flere private arbejdspladser, sagde han.


Remisen ikke foræret væk

De Konservatives Lisbeth Steninge hørte Allan Andersen sige, at kommunen på det nærmeste havde foræret Remisen til nabovirksomheden.

- Det er der jo ikke tale om Allan Andersen. Vi har solgt Remisen til handelsværdien, og tilmed fået Tilsynsrådets ord for, at alt er gået efter bogen. Det er for mig at se sørgeligt, at en så kulturglad person som Allan Andersen tilsyneladende ikke kan glæde sig over, at kulturhuset får dette store løft. Derudover er der grund til at glæde sig over, at amatørteatret får en nøglefærdig løsning i Grenaa-Hallen. Alt andet ville også have været urimeligt med det store arbejde man herfra har lagt i renoveringen og ombygningen af Remisen. Et arbejde, der selvsagt også har smittet af på handelsprisen. Det skal amatørteatret naturligvis godskrives for, sagde hun blandt andet.


Hånd i handske

Venstres gruppeformand og 1. viceborgmester Mogens Blach var enig.

- Det er faktisk sådan Allan Andersen, at salgsprisen og udgiften til indretning af teaterfaciliteter i Grenaa Hallen, passer som hånd i handske. Amatørteatret er naturligvis ikke tilfredse, men det vil kunne leve med det her. Derom ingen tvivl. Samtidig får vi alle hængepartierne med omkring kulturhuset i denne helhedsløsning, sagde han.

- Der er da ingen kvalitet i at flytte folk fra et sted de selv har bygget op nærmest fra grunden af, og sagen er jo den, at vi havde alternative placeringsmuligheder til Johnsens flagfabrik, der nu skal opføres i et område med almindelig boligbebyggelse. Det er og bliver en forkert beslutning, bemærkede SF'eren.


Borgmester Gert Schou lukkede debatten med en bemærkning om, at det ville være et skrækkeligt signal at sende til erhvervslivet, at vi her i Grenaa ikke er lydhøre overfor deres ønsker omkring en bestemt placering - indenfor rimelighedernes grænser.

- Det vil være det samme som at sige, at vi ikke er interesseret i at få nye arbejdspladser til kommunen, sluttede han.


Grenaa Byråd besluttede i sidste uge, at Grenaa Amatørteater snarest muligt skal flytte ind i et ombygget Kulturhus Pavillonen. Teaterfolkene får en ombygget tredjedel af Grenaa-Hallen, (billedet).

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000