13-09-1999 |
|
En 23-årig mand fra Lemvig blev bankrøver i Ryomgård |
![]() |
En 23-årig mandlig landbrugsmedhjælper fra Lemvig aflagde fuld tilståelse i sigtelsen om bankrøveri mod Ryomgård Sparekasse fredag den den 4. september under et grundlovsforhør ved retten i Grenaa. Tidligere på dagen - ved middagstid - gik han ind i sparekassen med en håndskrevet seddel, hvorpå der stod, at »Dette er et røveri. Jeg er bevæbnet. Giv mig pengene«. Allerede på dette tidspunkt gik tingene i skudder-mudder for den unge røver, for kasseren var umiddelbart ikke til sinds at aflevere nogle penge. I stedet måtte røveren bruge selvbetjeningsprincippet, og han forsøgte at stikke af med en stor håndfuld 500 kroners sedler. Kasseren og sparekassedirektøren havde imidlertid taget bestik af situationen og rubriceret røveren som værende af den meget lidt farlige slags. De tog fat i kravetøjet på vedkommende, og efter en lille udflugt ud på gaden blev den unge mand pænt gelejdet tilbage til sparekassen med en arm vredet om på ryggen. I mellemtiden havde sparekassens alarmsystem adviseret politiet om, at man var udsat for et røveri, så det var ikke mange minutter den unge røver havde behov for civil »mandsopdækning« i et af sparekassens kontorer. Under grundlovsforhøret forklarede den 23-årige, at han havde taget toget fra Lemvig for at begå røveriet med henblik på at få en bankgæld ud af verden. Hans tilståelse var fuldstændig, og han protesterede heller ikke mod varetægtsfængsling frem til den 29. september. Man fandt ikke noget våben på den 23-årige, der heller ikke på noget tidspunkt havde truet med ét sådant ifølge bankfolkene. Det er rent juridisk en formildende omstændighed, der godt kan give ham noget rabat rent tidsmæssigt på den ubetingede fængselsstraf, der helt sikkert venter ham.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000