13-09-1999 |
|
»Dhaka-vævning i Nepal« |
![]() |
Ny vandreudstilling på Djurslands Museum i Grenaa:
»Dhaka-vævning i Nepal«
Fredag den 10. september åbnede Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum en ny vandreudstilling på muséet. Udstillingen hedder »Dhaka-vævning i Nepal«, og den er produceret af Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum.
Baggrunden for denne vandreudstilling skal findes tilbage i 1997, hvor 30 undervisere fra Vordingborg Seminarium og Folkekirkens Nødhjælp arrangerede en studietur til Nepal. Der blev arbejdet med selvvalgte projekter, og forberedelserne strakte sig over et par måneder. Kirsten Kaas og Jette Simoni Pedersen studerede Dhakavævning i de østlige Himalaya-bjerge, Terhathum Area. De vandrede i bjergene, besøgte væveværksteder, foretog interviews, indsamlede tekstiler og genstande beregnet til senere formidling. I hovestaden Katmandu fulgte de endvidere detailhandelen i butikkerne.
Udstillingen er således baseret på deres erfaringer og fund på turen, og vil via genstande, fotos og tekst vise Dhaka-vævning, som det praktiseres i dag, og som blot er en del af Nepals rige kunsthåndværkstradition.
Udstillingen blev meget passende åbnet af dansk-nepaleseren Penpa Dolma Andersen, København, og den henvender sig til et bredt publikum - såvel skoler som folk med interesse for kunsthåndværk.
Den har modtaget bidrag fra Århus Amt, Svendborg og Omegns Museum samt Sydsjællands Museum.
Djurslands Museum/Dansk Fiskerimuseum har netop kunnet åbne en vandreudstilling omhandlende Dhaka-vævning i Nepal.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000