06-09-1999 |
|
Irske Ryanair overtager SAS' Tirstrup-London rute med et helt nyt lavpris-koncept! |
![]() |
Torsdag i sidste uge græd Aarhus/Tirstrup Lufthavn tørre tårer over SAS' meddelelse om, at man har valgt at lukke ruten Tirstrup-London med udgangen af oktober måned efter 20 år. Det skete med henvisning til for ringe indtjening på overfarten. Samme dag kunne lufthavnen nemlig præsenterer en helt ny operatør på ruten. Under stort hemmelighedskræmmeri var den østjyske presse inviteret til at tage imod det nye selskab. Klokken 12.00 blev sløret løftet, idet ét af det ekspansive irske lavpris-selskab Ryanairs fly dukkede frem fra disen over lufthavnen. Ryanair's direktør Michael O'Leary var med flyet sammen med en stab af medarbejdere fra selskabet, og han proklamerede på det efterfølgende pressemøde i lufthavnsbygningen, at han var glad for den varme modtagelse. Ikke mindst varmede det, at SAS tilsyneladende slet ikke har mod på at tage konkurrencen op.
Ryanair, som p.t. er Europa's største lavprisselskab med 6 millioner passagerer om året, 35 ruter til 11 lande, lancerede med andre ord den første lavprisrute mellem Danmark og London. Ruten fra Tirstrup til London (Stanstead) er dermed Ryanair's fjerde nye lavprisrute fra Skandinavien til London på mindre end to år - p.t. flyves der fra såvel Oslo, Stockholm som Malmø/Kristianstad, og der vil på årsbasis tilbydes flysæder til cirka 200.000 passagerer. Ryanair satser på et årligt passagertal på Tirstrup-London på 100.000 via tur/retur-prisen på 990 kroner. Der er tale om mere end en fordobling i forhold til SAS' tal på overfarten. Ryanair vil have to daglige returflyvninger fra Tirstrup til London med 737-jetfly. Første afgang er torsdag den 4. november - og altså til beskedne 990 kroner tur/retur. En pris der står i skærende kontrast til den høje pris på små 5.000 kroner, som SAS tager for en billet til London.
- Endelig kan folk fra Århus og hele Jylland drage fordel at lavpris-rejser - rejser som SAS og British Airways i lange tider har nægtet dem. Selv i forhold til SAS's økonomiklasse-billetter er vi 75-80% billigere. Og man skal ikke forvente, at prisen bliver sat op, når vi først er gået i luften. Tværtimod. Vi går typisk den anden vej rundt ved at sætte priserne ned, når først ruten kører som den skal, sagde han blandt andet.
- Vi ser frem til at byde tusindvis af danskere velkommen om bord, ligesom turisterhvervet her i Østjylland kan se frem til et markant skub, fordi tusindvis af købedygtige engelske turister helt givet vil benytte sig af muligheden for at flyve billigt til Danmark med Ryanair, sagde han videre.
Ryanair er det flyselskab i Skandinavien som p.t. vokser hurtigst, og har i år modtaget prisen som »Best Managed National Airline« i verden. På de tre ruter til Skandinavien har Ryanair i løbet af kun to år transporteret mere end 850.000 passagerer, og her i 1999 vil 6 millioner passagerer benytte selskabets 35 lavprisruter mellem Skandinavien, United Kingdom, Irland og det øvrige Europa. I dag er der mere end 1200 ansatte i Rynaair og man benytter en flåde på 26 jetfly af typen Boing 737, der alle ejes af Ryanair. For nylig har selskabet foretaget en bestilling hos Boing på 45 nye 737-800 jetfly. Denne ordre beløber sig til 2 billioner dollars for det børsnoterede selskab.
Repræsentanter fra amtet, kommunerne og turisterhvervet var selvsagt også inviteret til at tage imod den nye operatør i lufthavnen, og fra alle sider lød der glæde over, at det er lykkedes at få et progressivt selskab til at satse på en international rute i en tid, hvor lufthavnen ellers har været en del i modvind på grund af konkurrencen fra Storebæltsforbindelsen, Billund Lufthavn og fra modstandere af lufthavnens nuværende placering.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000