06-09-1999 |
|
Erik Thomsen |
![]() |
Den lokale roadracing-kører, Erik Thomsen, har påny klaret sig pænt i 250 cc Production-klassen. Den 22. juli kørte han næstsidste afdeling i dette års Scandinavian Open-mesterskab. Det foregik på Våler-banen i Norge, hvor 4. bedste starttid blev konverteret til en 6. plads i selve løbet i konkurrence med 28 andre kørere fra det meste af Norden. Erik Thomsen føler selv, at han kørte et udmærket løb, og han ligger nu sammenlagt på 7. pladsen i SO, men med mulighed for avancement til 5. eller 4. pladsen, da kørerne i toppen af klassementet ligger meget tæt. Et godt resultat i den sidste SO-afdeling i år på Mantorp Park i Sverige den 18. september skulle kunne sikre et sådant avancement.
For ganske nylig kørte han endvidere den afsluttende DM-afdeling, der også er en åben klasse. Det foregik på hjemmebane, om man så må sige, idet løbet blev afviklet på Ring Djursland. Her opnåede Erik Thomsen 6. bedste tid ved tidtagning. Via en kanonstart i løbet røg han op på løbets 4. plads, og den placering holdt han løbet ud. Han kunne endvidere notere sig, at det for anden gang i træk lykkedes ham at placere sig foran den kører, der løb med mesterskabet - en svensker. Den eneste svensker, der stillede op på dagen i øvrigt.
Erik Thomsen var godt tilfreds med 4. pladsen, men han var faktisk kun 3/10 dele af et sekund fra 3. pladsen. Under løbet kørte han to sekunder hurtigere pr. omgang i forhold til tidtagningen og hans tophastighed på Ring Djursland var 185 km/t.
Erik Thomsen blev 7'er sammenlagt i DM i 250 cc Production-klassen, hvilket ikke er helt dårligt, nåt man tager i betragtning, at der var 56 pointtagere i sæsonens løb.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000