23-08-1999 |
|
Havneudvidelsen er kommet godt fra start |
![]() |
Udvidelsen af Grenaa Nordhavn er kommet godt fra start, og på fredag den 27. august markeres byggestarten ved et arrangement for indbudte gæster på Kattegatcentret, hvor der vil være velkomst ved havneudvalgsformand Poul Bach, tale ved borgmester Gert Schou (S) og sejlads til selve byggepladsen med kutteren »M/S Anne E. Hvid«.
Havneudvidelsen omfatter 150 meter kajanlæg med 10 meters vanddybde og 15.000 m2 nye havnearealer med 6.000 m2 belægning. Udvidelsen er netop gået i gang med første deletape, der består af flytning af de nuværende - snart tidligere - dækkende værker. Når de er flyttet - og det skulle gerne være tilfældet til november - er der plads til anden deletape, der består af 150 meter kajforlængelse mod nord. Når disse etableringsarbejder så er færdige, kan man tage hul på den sidste del af indeværende havneudvidelse, og det bliver at uddybe havnens dybvandsbassin til 10 meters vanddybde overalt. Det sker for at havnen også kan tage imod de helt store skibe med en dybgang på henved de 10 meter.
Hovedentreprisen er gået til det dansk-svenske entreprenørfirma Skanska Jensen, der var billigst, da der tidligere på sommeren blev holdt licitation over denne nye udvidelse af Grenaa Havn. 19,1 millioner kroner lød dette det laveste bud på.
Flytningen af de dækkende værker forventes som allerede nævnt afsluttet i november, hvorefter etableringen af kajanlægget vil kunne starte til marts næste år. Når man så når frem til november år 2000 skulle det afsluttende uddybningsarbejde også gerne være afsluttet, beretter havnens eget blad »Havne-Nyt«. Heraf fremgår det også, at alle interesserede har gode muligheder for at følge det omfattende arbejde med havneudvidelsen fra udsigtspunkterne nord for havnen, hvor der er frit udsyn over hele byggepladsen. Her er man som iagttager ikke i fare og ej heller til gene for arbejdet.
Til arbejdet med havneudvidelsen skal der anvendes 22.000 tons dæksten, 2.000 tons grabsten, 37.000 tons ral, 88.000 tons sand, hvoraf 40.000 tons opgraves i selve havnebassinet, og 450 tons spunsjern.
Mere kajplads
De 150 meter mere kajplads mod nord sker i forlængelse af den eksisterende 10-meter kaj i Nordhavnen, som derved får meget mere af det bagland, som efterspørges af havnens kunder.
- Grenaa Havns målsætning er fortsat at udbygge og styrke de transport- og erhvervsmæssige muligheder på havnen ved at arbejde for tilgang af nye aktiviteter til gavn for såvel havnen som for de erhvervsvirksomheder, hvis eksistens en havn er afhængig af, har havnedirektør David York Christensen udtalt til Grenaa Aktuelt Erhvervs-Nyt omkring baggrunden for satsningen på endnu en havneudvidelse i kølvandet på den helt store af slagsen til 60 millioner kroner, som kunne indvies i 1994.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000