23-08-1999 |
|
Udpluk fra debatten i byrådet |
![]() |
De Konservatives Poul Bach, der i parentes bemærket er formand for Havneudvalget, indledte debatten i Grenaa Byråd om græsplæneindustri øst for Kattegatvej eller ej:
-Der er her tale om et langt forløb, der blev igangsat før jul. Dengang var jeg skeptisk overfor det at lave en statusændring af dette havnenære område. Tingene er siden blevet vendt, der er blevet lyttet til andre, men det ændrer ikke ved min grundholdning i sagen, der går på, at det sikkert ikke vil være et klogt træk. En statusmæssig ændring til blandet bolig og erhverv, som der her er tale om, vil være en bombe under havnens udviklingsmuligheder. Det vil give nogle bindinger, der vil påvirke området negativt. Ikke mindst for de etablerede virksomheder på havnen, men så sandelig også for en kommende havneudvidelse, der vil gøre havnens nordligste virksomhed - og virksomheder - til alt for nære naboer til en sådan græsplæneindustri. Vi risikerer at tabe ambitionen om vedblivende at have en stor pulveriserende havn med mange containere, mange store skibe og mange virksomheder, på gulvet. Det er mit håb, at et flertal i byrådet vil stoppe ændringen af områdets status, sagde han blandt andet.
Bør ikke kun holde på 1 hest
Formanden for Teknisk Udvalg, socialdemokraten Henning Christensen, var ikke enig.
- Naturligvis skal vi værne om havnen og dens bagland, men vi skal jo ikke sætte resten af kommunen i stå. Vi bør ikke kun satse på én hest. Og er det dog ikke på sin plads at skabe udvikling et sted, hvor havnen aldrig kommer til nå ud. Der er jo rent faktisk tale om arealer, man ikke har ønsket at bruge til havnerelateret virksomhed. Den type virksomheder vil ligge to meter fra kajen, det ved vi jo. Sagen er jo i al sin enkelhed den, at vi har et stort areal øst for Kattegatvej, der kan sælges, men ikke til havnevirksomhed og ikke til landbrugsvirksomhed. Derimod kan det sælges til græsplæneindustri, og det må vi så gøre. De kan sagtens være der begge hold, sagde han.
SF's Allan Andersen syntes også, at det var en rigtig tanke at satse på græsplæneindustri, idet det er her fremtidens industrielle udvikling ligger.
Skrækvision for havnen i år 2010
Venstres Jørgen Katholm havde lavet et nyt oplæg til en ændret ordlyd hvad havnen angår, til det kommuneplanforslag, der netop er blevet søsat. Heri hedder det for år 2010, at Grenaa Havn netop har iværksat et nyt, omfattende havnebyggeri.
- Bliver disse planer realiseret kan vi i stedet skrive, at intentionen om at gøre Grenaa Havn til regionens erhvervsmæssige lokomotiv, er slået fejl. Øst for Kattegatvej er der opført kontorbygninger og lignende, der har vist sig at være et naboskab, der ikke kunne forenes med de lugt- og støjgener, som naturligt udspringer fra en havns virksomhed. Mange havnevirksomheder er som følge heraf gået i stå på grund af utallige klager til Grenaa Kommune og Århus Amt. Planerne om at flytte færgehavnen til Nordhavnen har måttet skrinlægges, og SeaWonderland Kattegat har måttet etablere sig i Ebeltoft i stedet. Der er ikke længere nogen udvikling på havnen, og dens rolle som erhvervsmæssig dynamo er dermed ophørt, lød skrækprofetien fra Jørgen Katholm.
IT-virksomheder vil ikke generes af støj og lugt
De konservatives Lisbeth Steninge mente, at denne skrækvision var reel nok.
- Hensynet til Grenaa Havn og de eksisterende virksomheder på og ved havnen må veje tungere end ønsket om at etablere nye virksomheder med status som blandet bolig og erhverv på arealet ved Kattegatvej. Der er ingen tvivl om, at den type højteknologiske virksomheder, der går efter en sådan attraktiv beliggenhed med havudsigt, også vil stille krav til det ydre miljø. De vil ikke generes af støj og lugtgener. Det vil derfor være en meget uheldig sammenblanding, og meget unfair overfor de eksisterende virksomheder, der netop har etableret sig i området, fordi de har særlige beliggenhedskrav på grund af deres produktionsvirksomhed. Vi bør også huske på, at Grenaa Havn er et guldæg for kommunen. Den er inde i en fantastisk udvikling rent aktivitetsmæssigt, og den udvikling må vi ikke bremse op for. Mange af de større havne i Danmark kan ikke udvide, fordi de er lukket inde af selve byen. Den begrænsning har Grenaa Havn ikke, og det er en konkurrencefordel, som vi ganske enkelt ikke må formøble, sagde Lisbeth Ste
ninge blandt andet.
Klagerne kommer før eller siden
Venstres Mogens Blach var på linie med Katholm og Steninge.
- Når IT-virksomhederne har været der et år eller to, så kommer klagerne, uanset hvad de har lovet fra starten af. Og i Danmark er det jo sådan, at klagerne har altid ret - og det uanset hvad det måtte koste samfundet at imødekomme dem. Jeg kan ikke medvirke til at sende materialet i foroffentlighedsfase, da jeg ikke vil medvirke til at begå en fatal fejltagelse, sagde han.
Venstres Svend Brandstrup Hansen var ikke enig med sin gruppeformand.
- Det bør kunne lade sig gøre at forene de to typer industrier i området. 80% af tiden er vinden jo i øst, og vil altså bære støj og lugt fra havnen ud over Kattegat. Der er tale om et attraktivt område, hvor vi sandsynligvis kan få placeret nogle nye arbejdspladser i kommunen. Det skal vi holde os for øje, sagde Svend Brandstrup Hansen, der talte på vegne af et mindretal i Venstres byrådsgruppe, der udover ham selv også talte Knud Kildal.
Borgmester Gert Schou syntes, at man havde en god debat om emnet, men opfordrede modstanderne til at lade tingene gå sin gang.
- Lad os nu prøve planlægningsarbejdet af i en foroffentlighedsfase. Det er utidigt at spænde ben for planerne på nuværende tidspunkt. Det er ærligt talt for svagt, hvis man ikke tør lade det gå ud i en offentlig debat.
Vagt materiale
Jørgen Katholm bemærkede dertil, at materialet ganske enkelt var for vagt, og henviste dermed til et notat fra teknisk forvaltning, der forsøger at give et svar på, om det vil kunne lade sig gøre at placere græsplæneindustri i området.
- Det er meget sådan noget med på den ene side og på den anden side, og slutter med et stort rungende »måske«. Det er ikke godt nok. Vi må have tingene ordentligt belyst før vi kaster os ud i en beslutning om at sende det til offentlig debat. Derfor stiller jeg det ændringsforslag til dagsordenen, at vi stiller planlægningsarbejdet i bero, mens vi i samarbejde med virksomhederne får lavet en rapport, der belyser konsekvenserne i detaljer. En styregruppe skal koordinere arbejdet, og når rapporten er færdig, skal sagen så atter behandles i Teknisk Udvalg og så videre. Så vil vi være i stand til at tage en beslutning på et kvalificeret grundlag, sagde han.
Ændringsforslaget kunne imidlertid ikke finde et flertal, så planerne er nu på vej ud til offentligheden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000