23-08-1999

Grenaa Kommune vil styrke samarbejdet med det private erhvervsliv

Grenaa Blad logo

Grenaa Kommune har for at styrke samarbejdet med det private erhvervsliv - særligt omkring arbejdsfastholdelse og sygefravær - oprettet en virksomhedskonsulentfunktion (beklager, men det hedder det altså). Funktionen hører til under Familie- og Kulturforvaltningen, og virksomhedskonsulenten hedder Kjeld Christensen, Han har for samme arbejdsgiver en fortid som henholdsvis beskæftigelseskonsulent og sekretariatsleder.


I forbindelse med oprettelsen af den nye funktion er der blevet udarbejdet en folder/serviceinformation, der er udsendt til virksomheder, organisationer og institutioner i Grenaa Kommune. Kjeld Christensen skal være bindeleddet mellem virksomhederne og kommunen i bestræbelserne på at koordinere samarbejdet omkring sikringsordninger, jobskabelse og arbejdsfastholdelse bedst muligt. Idéen med ordningen er at gøre kontakten mellem virksomhederne og Grenaa Kommunes sociale ordninger så enkel som muligt. Det skal sikres ved at virksomhedskonsulenten sørger for formidling og koordinering til de relevante afdelinger og kontorer, der skal involveres i en given sagsbehandling.


Virksomhederne opfordres i en følgeskrivelse til at kontakte Kjeld Christensen, hvis der måtte være initiativer eller problemstillinger på området, som man øsnker at drøfte med virksomhedskonsulenten. I løbet af det næste halve år vil han endvidere selv kontakte en række virksomheder for at aftale et besøg desangående.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000