16-08-1999 |
|
Grenaa Byråd skal diskutere hvilke almene boligprojekter der bør nyde støtte i kommunen i de kommende år |
![]() |
Grenaa Byråd besluttede den 23. juni 1998, at der én gang årligt skulle foretages en prioritering af det kommunalt støttede boligbyggeri i kommunen. I den forbindelse er der fornylig blevet rettet henvendelse til kommunens tre boligselskaber, Boligselskabet Grenaa af 1945, De Vanføres Boligselskab og Grenaa Andelsboligforening, for at få indhentet ændringer til den allerede eksisterende prioriteringsliste - eller for at få klarhed over yderligere ønsker om boligbyggeri. På indeværende uges byrådsmøde tirsdag den 17. august klokken 17.00 på Grenaa Rådhus, skal byrådet tage stilling til disse ønsker, der på nyhedssiden blandt andet omfatter en plan om i år 2000 at opføre 15 ældreboliger på adressen Søndergade 6 i Grenaa, idet Sanistål agter at fraflytte denne adresse til fordel for en ny lokalitet i Grenaa.
Det er Boligselskabet Grenaa af 1945, der har dette ønske, hvorved et oprindeligt ønske om at opføre 15 almene ældreboliger på Kastanievej i Trustrup - bag ved Trustrup Hotel - ønskes skrinlagt. Ligeså med et lignende projekt i Rådmandsvej i Grenaa for år 2002 og herefter. Her foreslår boligselskabet, at der i stedet opføres en 12-15 ældreboliger i det gamle pakhus ved Sønderport i Grenaa - altså lige bag ved Sanistål-virksomheden. Dette skal ikke mindst ses i lyset af Grenaa Kommunes planer om en ombygning af Plejehjemmet Fulgsanggården med tilhørende ældreboliger, der så skulle dække behovet for sådanne i sydkommunen. Ønsket om etablering af 12-15 ældreboliger i pakhuset ved Sønderport håber »1945«, at byrådet vil gå med til at rykke frem fra år 2002 til år 2001 - og at kommunen tilbagekøber arealet på Rådmandsvej, som der i givet fald ikke vil være brug for længere. »1945« håber også på byrådets godkendelse af, at ønsket om at opføre 2 almene ungdomsboliger i ejendommen Søren Kannes Vej 18 (tagetagen), ryk
kes frem fra år 2002 til år 2000 på kommunens prioriteringsliste for støtte til nyt, alment boligbyggeri i kommunen.
Fra den oprindelige liste - for år 2002 og herefter - fastholder »1945« ønskerne om at opføre almene familieboliger i Søndre Møllegrav, 45 almene familieboliger nord for Vindharpen og 55 almene familieboliger på slagterigrunden.
De Vanføres Boligselskab optræder også på den gamle prioriteringsliste. Det er med ønsket om at få lov til at opføre ældreboligerne ved Fuglsanggården, og dette ønske fastholder man blot.
18 ældreboliger i Fuglevænget?
Grenaa Andelsboligforening har også nogle ændringer til den gamle prioriteringsliste. Ønsket om at opføre 24 ældreboliger i Fuglevænget i to etaper med 12 i år 2000 og 12 i 2001 ønskes ændret til at omfatte opførelsen af 18 almene ældreboliger i år 2000 - og kun i denne ene etape.
Som noget nyt ønsker Andelsboligforeningen endvidere at opføre 16 almene boliger på delområde 2 i den nye lokalplan for et nyt boligområde i Åstrup. Her er der netop blevet byggemodnet et område på Hjortebakken, der åbner op for opførelse af 24 nye parcelhuse i kommunen. På den anden side af Åstrup Bygade - altså lige overfor det nye parcelhusområde - ligger et areal, der via lokalplanen for området åbner op for netop et sådant alment boligprojekt. Dette projekt på 16 almene boliger håber Andelsboligforeningen, at kommunen vil være med til at støtte opførelsen af i år 2001.
Desuden fastholder man ønsket om i år 2002 og herefter at opføre 30 almene familieboliger nord for Vindharpen.
Det, Grenaa Byråd skal tage stilling til på byrådsmødet i indeværende uge, er hvilke af de nævnte boligprojekter, der kan forvente at modtage kommunal godkendelse og støtte for årene 2000 og 2001.
I næste uges udgave af Grenaa Bladet vil man kunne læse om, hvilke projekter, der bliver tale om.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000