16-08-1999 |
|
1998 et godt år for Grenaa Tekniske Skole |
![]() |
1998 blev et ganske godt år for Grenaa Tekniske Skole. Det samlede elevtal voksede, og skolen kom ud af året med et økonomisk resultat - efter afskrivninger - på 1,6 millioner kroner. Aktivitetsmæssigt vurderes året da også til at være et tilfredsstillende af slagsen af skolens ledelse, fremgår det af den netop udgivne årsberetning for 1998.
Heri oplyser forstander Palle E. Rasmussen endvidere, at den planlagte renoverings- og udbygningsplan af Grenaa Tekniske Skole, blev fortsat i 1998.
- Det var den gamle bygningsmasse, der blev renoveret med nyt tag, nye facader, vinduer, porte samt indretning af nye lokaler til fysik- og kemiundervisning. Med de nye lokaler bliver det nu i højere grad muligt for skolen at gennemføre undervisningen til HTX-eleverne, uden at skulle leje lokaler på Grenaa Gymnasium, beretter Palle E. Rasmussen.
IT-spydspids
I 1998 blev Grenaa Tekniske Skole anerkendt af Undervisningsministeriet, som én af fem tekniske skoler i Danmark, til at deltage i et EU-spydspidsprogram for IT-skoler. Det vil sige skoler, der satser helhjertet på i videst muligt omfang at integrere Informations-Teknologien i undervisningen. Skolen er endvidere udpeget til at være medlem af »ENIS« - Europæisk Netværk for Innovative Skoler. Yderligere kan Grenaa Tekniske Skole prale af at være blevet udpeget af Forskningsministeriet til at deltage i et nationalt IT-projekt kaldet »IT-springet« - som een af to tekniske skoler i Danmark.
- Vi har i de senere år arbejdet med en bevidst IT-strategi, og det er således tilfredsstillende, at omgivelserne anerkender skolens indsats på IT-området. Deltagelsen i de forskellige projekter er ensbetydende med yderligere muligheder for at skabe udvikling på IT-området, hedder det i årsberetningen.
Det økonomiske resultat på 1,6 millioner kroner efter afskrivninger er præget af en ekstraordinær indtægt på 1 mio. kr. fra Grenaa Kommune i form af tilskud til byggeri. Skolens samlede omsætning er i 1998 øget med i alt 19,5% i forhold til året forinden. Nette-resultatet på 1,6 mio. kr. betragtes som tilfredsstillende i betragtning af, at skolen har udført store udviklingsaktiviteter i årets løb.
- Aktivitetsmæssigt har 1998 været et tilfredsstillende år, hvor der har været vækst i det samlede elevtal. De landsdækkende aktiviteter - IT-College Denmark og Hessel Gods Fodboldkostskole - er fastholdt, således at cirka 25% af skolens elever i 1998 kom fra hele landet, fortæller Palle E. Rasmussen.
Yderligere blev Grenaa Tekniske Skole i 1998 en virksomhed, hvor antallet af medarbejdere igen er steget. På grund af aktivitetsfremgangen er antallet fuldtidsansatte - omregnet til årsværk - steget til ialt 57 mod 52 i 1997.
Udviklingsprojekter
I 1998 er der endvidere gennemført flere udviklingsaktiviteter såsom »Seniorprojektet«. Dette projekt er udviklet med det formål at støtte ledige i aldersgruppen 45-60 år til igen at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Mod slutningen af 1998 opnåede skolen tilskud fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, således at der her i 1999 kan etableres et længerevarende projekt med støtte til den nævnte målgruppe.
Andre nye aktiviteter er endvidere på vej. I samarbejde med Grenaa Kommune, Danmarks Fiskeriforening, SID og Søfartsstyrelsen har Grenaa Tekniske Skole udarbejdet planer for etablering af en fiskeruddannelse i Grenaa. Det forventes, at en fiskeriuddannelse kan påbegyndes mod slutningen af indeværende år.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000