09-08-1999

»Super John« deltager i Ring Djurslands Sommerløb

Grenaa Blad logo

Sommerløbet på Ring Djursland bliver årets absolut største arrangement på den svære racerbane i landsbyen Pederstrup ved Tirstrup. Programmet for søndag den 15. august starter nemlig med race lige fra klokken 9.25 og fortsætter til henved klokken 17, dog afbrudt af en times pause midt på dagen. Ikke nok med det. Deltagerantallet er også rekordstort denne gang, hvor man for første gang kan præsentere to nye klasser, nemlig Citroën Saxo Cup og Dansk Touringcar Challenge.


Sidstnævnte klasse bliver den absolutte hovedattraktion ved Sommerløbet, efter at den har taget publikum og presse med storm ved årets to første løb på Jyllands-Ringen. Dansk Touringcar Challenge bærer også tilnavnet Pro-Am, og det dækker over det faktum, at man her har skabt en klasse, hvor de udenlandsprofessionelle stjerner stiller op i en jævnbyrdig konkurrence mod en række af Danmarks bedste amatører.


DTC-klassen har således haft deltagelse af både Kris Nissen og Jason Watt, der imidlertid ikke kan være til start på grund af sammenfald med deres internationale løbsprogrammer. Derimod kommer ingen ringere end John Nielsen til start på Ring Djursland. »Super John« er en af Danmarks mest vindende racerkørere gennem tiderne, hvor han udover tre Europamesterskaber i Formel Super VW naturligvis er mest kendt fra sin flotte sejr i det legendariske 24-timers løb på Le Mans i 1990. »Super John« stiller op for Nissan Motorsport Danmark i en fabriksbygget Nissan Primera GT-racer, som han stiller store forventninger til, efter at hans premiereløb med bilen i juni var plaget af diverse børnesygdomme, som gerne skulle være kureret.


Udover kampen mellem »Super John« og landets bedste amatører giver Dansk Touringcar Challenge også et pust af internationalt race på en helt anden måde. Hele feltet lines nemlig op på gridden anført af en række nummerpiger, som man kender det fra det store udland. Som noget nyt vil tilskuerne få lejlighed til at komme ind på gridden, hvor de i 10 minutter kan besigtige bilerne og måske få sig en autograf. Herefter går det så løs med et sprint og en finale på henholdsvis 10 og 20 omgange. Resultat af sprintet skal kun afgøre startrækkefølgen i finalen, som alene er afgørende for udfaldet af dagens løb!


Som sagt er Dansk Touringcar Challenge ikke den eneste nyhed for tilskuerne på Ring Djursland. Citroën Saxo Cup har heller ikke været præsenteret på banen før, og det skal nok blive et spændende møde, når de 16 identiske mini-racere kæmper om placeringerne på den svære bane, som kun få af kørerne har prøvet før.


Udover Dansk Touringcar Challenge og Citroën Saxo Cup består det omfattende løbsprogram ved Ring Djurslands Sommerløb af Yokohama Cup, Special Saloon, Formel Ford 1600/1800 og Formel Ford 2000 samt de lynhurtige Formula E-karts.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000