09-08-1999

Der bygges på Rugvænget

Grenaa Blad logo

Nybyggeri ved TrekantenSom det fremgår af herstående billede bygges der i disse dage på Rugvænget i Grenaa tæt ved Århusvej og Trekanten. Der er tale om et erhvervsbyggeri på 2300 m2, der fra begyndelsen af årsskiftet skal huse to lige store forretninger - henholdsvis byggemarkedet »Jem og Fix« og et stort serviceforetagende, som projektmageren, autoforhandler Henrik Thomsen, Grenaa, endnu ikke vil løfte sløret endeligt for, ifølge Dagbladet Djursland.


Det er erhvervsejendomsselskabet Escot A/S, der står for den praktiske del af byggeriet, der i sidste uge for alvor begyndte at skyde op i luften via store bygningsmoduler, der blev lirket på plads af kranen på billedet.


Henrik Thomsen sikrede sig oprindeligt grunden på grund af egne flytnings- og udvidelsesplaner i forhold til hans bilforretning på hjørnet af Århusvej og Ringvej i Grenaa, men disse planer blev skrinlagt, da det stod klart, at andre firmaer kunne være interesseret i at etablere sig i et erhvervslejemål på Rugvænget i Grenaa. Fire var inde i billedet, men to hoppede fra, da det tog noget tid for Grenaa Byråd at finde ud af, hvilken type forretningserhverv man kunne acceptere på dette stykke jord på Rugvænget - ikke mindst set i relation til den gældende lokalplan for området.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000