02-08-1999

En megabrandbil med 30 meter stige er kommet til Grenaa

Grenaa Blad logo

Den nye brandbil med 30 meter stigeEn brandbil med 30 meter automatisk stige står nu til rådighed for Beredskabsgården i Grenaa. Stigevognen er købt brugt i Norge, men den virker som ny.


Den nye brandbil er blevet aktuel i Grenaa på grund af færger og større skibe i havnen, siger beredskabschef Erik Laursen. De er nu også ved at bygge i højden på Grenaa Centralsygehus, så vi turde ikke vente længere med at få en stigevogn, der kunne nå op i højden.


Stigen skydes op i 30 meter ved hjælp af automatik, og ikke som en ældre brandbil, hvor stigen kunne nå til 19 meter, og den skulle betjenes manuelt.

- Vi har længe forhandlet med nordmændene, og det endte med, at vi fik stigevognen for 350.000 kroner, og det er billigt, når vi tænker på, at en bil i den udgave vil koste op mod 800.000 kroner, siger Erik Laursen.


Vi har været i kontakt med Grenaa Havnevæsen, før vi købte, og der er ingen tvivl om, at vi har fået en stigevogn, som kan dække vores indsats. Det gælder f.eks. også i forbindelse med de tankanlæg, som er bygget på havnen.


Langs stigen er der placeret en kurv, så det vil være muligt at evakuere folk fra store højder. Stigen kan betjenes fra et styresæde, men det er også muligt at styre ved siden af brandbilen med et bærebart apparat.


Øverst på stigen kan der sættes en vandkanon, så det er muligt at sprøjte fra stor højde.


Mandskab er blevet trænet i vognen og dens automatik af beredskabsinspektør Jan Recke. Vognen tilhører Brand- og Redningsselskab i Grenaa, Nørre Djurs og Midtdjurs.


Brandbil der bygges om

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000