19-07-1999

Hvad er der LOS i Familieparken?

Grenaa Blad logo

En stor flot europæisk los får vendt vrangen ud af skindet under Ebeltoft Familieparks værkstedsdage den 21. og 22. juli - midt i ferien og midt i ugen.


Familieparkens konservator, Mikkel Munk, vil over to dage vise parkens gæster, hvordan man udstopper et forholdsvist stort dyr. Samtidig kan man beundre en hel del andre udstoppede dyr, hvoraf nogle indgår i parkens skoletjeneste.


Men den unge konservator er ikke den eneste, der holder værkstedsdage. En lang række andre kunsthåndværkere viser, hvad de kan og udstiller deres værker.


Pilefletteren Vibeke Thomsen vil således demonstrere, hvordan man fletter kurve og blomsterholdere i alle størrelser af pil. Vibeke vil også vise, hvordan selv børn kan flette de smidige grene. Hendes udstilling viser, at man kan lave de utroligste ting af pil - f.eks. en letvægtsrygsæk.


Knivmanden Søren Lund dukker også op og vil vise lystfiskere, jægere og andre interesserede, hvordan man kan lave en flot og praktisk kniv. Alene hans udstilling af flotte knive er et besøg værd.


Sten-Ole vil vise, at man bl.a. kan bruge sten til at lave olielamper af.


Det er anden gang i år, at bestyren af Ebeltoft Familiepark, Jesper Stagegaard, inviterer en lang række håndværkere og kunstnere, der arbejder med naturprodukter, til at være med i aktive naturværkstedsdage. De forskellige håndværkere og kunstnere vil demonstrere deres kunnen, snakke med folk og sælge deres produkter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000