19-07-1999 |
|
Små hunde kan ses i Grenaa |
![]() |
Klubben for Små Selskabshunde (Specialklub under Dansk Kennel Klub) afholder stor dobbelt hundeudstilling i Kulturhuset Pavillonen, Kærvej, Grenaa lørdag den 24. juli og søndag den 25. juli. Hvis vejret tillader det, vil bedømmelserne foregå udendørs.
På disse dage kan man opleve alle typer små selskabshunde. Der er begge dage tilmeldt næsten 200 hunde fordelt på 19 racer, og der er inviteret 3 dommere fra Holland og Sverige til at dømme hundene. Sidst på eftermiddagen både lørdag og søndag konkurrerer den bedste hund fra hver race om at blive udstillingens bedste hund: Best in Show.
Til udstillingen er begge dage tilmeldt 3 hunde af racen kinesisk hårløs, den såkaldte Chinese Crested (billedet). For flere tusind år siden fødte en tæve et kuld hvalpe med næsten ingen hår. I dag er man af den mening, at det drejer sig om en spontan mutation, der forekommer i naturen. Beskyttet af mennesker kunne denne nyhed overleve. Mennesket forsøgte at bevare denne egenskab for hårløshed. En ny race var herved grundlagt.
På udstillingen vil der være lejlighed til at se sjældne racer som f.eks. Löwchen (2 hunde) og Japanese (2). Fra verdens mindste hunderace, Chihuahua (15) bliver både den langhårede og den korthårede type repræsenteret.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000