19-07-1999 |
|
Hoed kirke draget frem til nutiden |
![]() |
Menighedsrådet ved Hoed kirke har sat sig for, at deres kirke og historie skal kendes af flere mennesker, og der er fremstillet en lille bog med billeder og tekst. Teksten er skrevet af Leo Andreasen, Glatved.
Landsbyen Hoed kan datere sig tilbage til 1183, hvor biskop Svend af Århus gav en gård i Hoed til brødrene på Øm Kloster ved Gudenåen.
Klosterbrødrene har ude på det barske Djursland opdaget den gode saltholmkalk som et godt bindemiddel, og det antages at det er blevet sejlet fra Djursland og gennem Randers Fjord til Øm ved Mossø.
Munkene, der levede af arbejde og bøn, har rejst den første kirke i Hoed. Den var bygget op af marksten med kalken som bindemiddel. Egnens bønder med heste og vogne har uden tvivl været inddraget i arbejdet, skriver Leo Andreasen.
Den romanske kirke blev bygget om. Den ændrede karakter fra en romansk kirke til en gotisk, og der bliver senere bygget et stylte-tårn til kirken.
Ved indgangen til kirken findes en mandshøj ligsten. Det er gravsten over den herredsfoged Niels Sørensen, som medvirkede til dommen over præsten fra Vejlby. Han skulle have taget sig det meget nær, da han blev klar over, at præsten fra Vejlby var uskyldig.
Vi får også gennem skriftet at vide, at kirkeklokken har været madklokke på Katholm, og det hænger sammen med, at godserne i gamle dage ofte ejede kirkerne.
På kirkegården i Hoed står et jernkors over Jens Nymann. Hans far købte gården fri for fæste under Rugaard. Senere fandt sønnen, Jens Nymann, rige kalklejer på jorden. Enken efter ham solgte gården tilbage til Rugaard, og betalingen var nu så rigeligt, at enken kunne købe en gård til hver af sine fire sønner. Det er nu et fredet gravminde til evig tid.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000