19-07-1999
En gammel drøm der gik i opfyldelse

Af Flemming Jacobsen, Grenaa


Jeg har beskæftiget mig med humanitært arbejde i forhold til Rumænien i 9 år. I alle de år har vi sendt mange lastbiler afsted belæsset med gods af forskellig slags til børnehjem, hospitaler og skoler. Jeg har altid drømt om at få muligheden for at køre med en af disse store lastbiler hele vejen fra Danmark og til modtageren i Rumænien. Det har desværre ikke tidligere kunnet lade sig gøre, men nu kom muligheden. Vognmanden, der stod for transporten denne gang, ville godt have en »passager« med. Dette tilbud tog jeg selvfølgelig glad og gerne imod.


Lastbilen på 90 m3 ankom en sen fredag aften, så tidligt næste morgen skulle den pakkes. Godset var bestemt for et børnehjem med 110 piger i alderen 3-18 år. Der var etagesenge med madrasser og skabe til alle, køkkenudstyr til total renovering af deres køkken, legeredskaber, trehjulede cykler, symaskiner og meget andet. For at udnytte pladsen mest muligt, var skabe fyldt op med tøj, sko, sengelinned, håndklæder, dyner, puder og tæpper. Alt sammen ting, som de havde ønsket sig på børnehjemmet i Zau de Cimpie i det nordlige Rumænien. Ved hjælp af venner og familie blev bilen pakket i løbet af 41/2 time. Den var meget tæt pakket, både for at udnytte pladsen fuldstændigt, men også for at godset ikke kunne forskubbe sig undervejs. Chaufføren var efterhånden utålmodig efter at komme afsted, så efter et lynhurtigt bad steg jeg ombord med min hastigt smurte madpakke. Vi kørte derefter til Toftlund, hvor der blev skiftet chauffør og forvogn. Forvognen er nærmest chaufførens hjem, så den følger ham i stor udstrækning.

Her er alt, køjer til to, kaffemaskine, køleskab og air-condition, luftaffjedrede sæder og fax, så man kan korrespondere med vognmanden hjemme i Danmark. Hvis man ikke kan finde vej, kan han via satellit se, hvor man er og så få en på rette vej igen.


Fra Toftlund kørte vi videre til Padborg, hvor der blev ordnet papirer. Bilen kørte som en TIR-transport, hvilket betyder, at den ikke skal åbnes før hos modtager. Vi var to biler fra samme firma, der fulgtes ad. Den anden også med hummanitært gods, hvilket betød, at vi havde tilladelse til at køre igennem Tyskland om søndagen. I Østrig mødtes vi med endnu en bil. Nu var der fire chauffører til 3 biler, så der blev skiftet ind imellem, alt efter, hvem der skulle sove. Om natten overnattede vi på rastepladser med overvågning.


Jeg er dybt imponeret over »livet på landevejen«. Der er et vældigt sammenhold imellem chaufførerne. Det er et festligt folkefærd, der bærer præg af, at de elsker deres arbejde. De har deres helt interne kommunikationsform via walkie og tegn i forruden. De skriver også til hinanden via telefonen. Da jeg ikke har stort kørekort, fungerede jeg som praktisk gris, lavede kaffe, smurte mad og stod ellers for »underholdningen«. »Min« chauffør var en ung mand, en festlig sønderjyde, som jeg kom vældig godt ud af det med.


Grænseovergangene voldte ingen problemer, så mandag morgen ankom vi til byen Cluj-Napoca i Rumænien, hvor vi mødtes med vores tolk, Carmen. En kvik ung rumænsk pige på 24 år, der taler både dansk, engelsk og rumænsk. Hun var til utrolig stor hjælp, da sproget tit er en stor barriere for at kunne forstå hinanden tilstrækkeligt. Herefter havde vi 50 km til børnehjemmet i Zau de Cimpie, hvor vi var ved middagstid. I håb om at toldbehandlingen kunne klares administrativt tog Carmen og lederen af børnehjemmet til byen med alle de nødvendige papirer. Desværre kom de tilbage med uforrettet sag. Speditionsfirmaet i Danmark havde opgivet den forkerte by som toldsted, så det gav nogle ekstra problemer. Samtidig skulle værdiangivelsen for de enkelte varegrupper nu være i lei (den rumænske møntfod) og ikke som tidligere i mark. Endelig ville de denne gang have en vægtangivelse for hver varegrupper. Vi kendte den samlede vægt, så vi fik eftermiddagen og aftenen til at gå med at få omregnet og afpasset det hele. Heldigvis

har man også i Rumænien fax mange steder, så vi mødte optimistiske op med bilen næste morgen i håb om, at »det forkerte toldsted« havde sørget for at få papirerne oversendt. Efter mange timers utålmodig venten blev bilen endelig åbnet kl. 14.00, og vi kunne køre tilbage til børnehjemmet og begynde aflæsningen. Lige netop den dag var det »børnenes dag«, så det var jo meget belejligt. Der var optræden, og børnene dansede for os. De blev ellevilde, da de så, hvad bilen indeholdt, og de trehjulede cykler kom hurtigt i brug. Legeredskaberne med bl.a. rutschebane blev også indtaget, selv om de lidt større piger var generte ved at vise deres glæde over det. Det var også en stor oplevelse at se de voksnes ansigter, da der blev lagt tøj ud i gården, som de kunne forsyne sig af. Der er ingen tvivl om, at det hele kom på et tørt sted.


Chaufføren havde kørt humanitær hjælp flere gange, men han havde altid læsset af på et lager, aldrig direkte på stedet. Han faldt pladask for de små piger. Han blev blød i knæene, når lille Amanda på 3 år tog ham i hånden, eller når hun kyssede hans tegneserietatovering på armen. Desværre måtte vi forlade det hele onsdag middag uden børn. Vi var ellers parate til at tage indtil flere med hjem i bilen. Den første time derefter kørte vi i dyb tavshed. Der var ingen tvivl om, at han havde efterladt noget af sit hjerte hos de små børn.


På vejen hjem skulle vi have returlæs i Slovakiet. Ecco-sko har en fabrik i en by, der hedder Martin, og her fik vi fyldt bilen med sko. Undervejs hjem gennem Tyskland fik jeg at vide, at jeg var blevet morfar. Lørdag aften var vi igen i Padborg efter en hård tur på 4600 km. En utrolig spændende og interessant tur, som jeg er parat til at tage igen, hvis lejligheden kommer. Ved tanken om alle de dejlige oplevelser og tilkendegivelser på børnehjemmet var trætheden hurtigt glemt.


En gammel drøm var gået i opfyldelse.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000