12-07-1999 |
|
36-årig mand med stort synderegister i brummen frem til den 4. august! |
![]() |
En 36-årig mand fra Grenaa Kommune blev onsdag i sidste uge fremstillet - uden hund - i retten i Grenaa under sigtelse for diverse villa-indbrud og biltyverier. Anklagemyndigheden begærede ham varetægtsfængslet i fire uger med henvisning til en begrundet formodning om, at han blot ville fortsætte med sin kriminalitet, hvis han blev sluppet fri påny. Manden havde ugen forinden været anholdt for nogle indbrudstyverier i Grenaa, og politiet havde således ikke meget fidus til, at han ville holde sig på dydens smalle sti, idet han blev lukket ud på gaden igen. Byretten i Grenaa var enig med ordensmagten, og valgte at varetægtsfængsle den 36-årig frem til den 4. august, hvor der alligevel er berammet en spritsag imod ham....! Manden kærede kendelsen til Landsretten, som imidlertid valgte at stadfæste den. Hunden må altså undvære sin herre og mester frem til den 4. august.
Sigtelsen for indbrud med videre var der ikke så meget at sige til. Manden indrømmede, at han lørdag i forrige weekend sammen med en medgerningsmand havde været en smut i Kolind, hvor man i fællesskab havde lettet en villa for TV, lysestager, porcelæn og smykker blandt andet. Turen til Kolind blev tilbagelagt i en bil, som makkerparret havde stjålet i Grenaa. På hjemturen gik det imidlertid hverken værre eller bedre end at d'herrer var impliceret i et færdselsuheld, der hårdt og brutalt eliminerede deres muligheder for at nå tilbage til Grenaa i motoriseret stand. Apostlenes heste måtte med andre ord tages i brug, men undervejs blev det ligegodt for surt at slæbe afsted med fjernsynet. Det blev så i et anfald af snuhed placeret i en rapsmark, mens man tog de andre tyvekoster med sig. På deres videre færd i det danske sommerland blev de imidlertid motoriseret påny, idet en bil blev stjålet i Rønde. Turen gik derpå til Ebeltoft, hvor en taxa-chauffør imidlertid blev opmærksom på den stjålne bil, og eftersatte d
en. Se omtale andetsteds under Ugen der gik. Flugten endte imidlertid brat, idet de to tyveknægte kørte i grøften på Røndevejen med retning mod Feldballe, og så slap heldet for alvor op, idet Århus Politi kunne køre ud til stedet og få fat i kravetøjet på dem. På Grenaa Politigård fik man nys om anholdelsen, og ret hurtigt lykkes det at sætte de to mænd i forbindelse med villa-indbruddet i Kolind. Man kører ud til kollegerne i Århus og anholder de to, og så kørte sagen ellers sin skæve gang ved retten i Grenaa - som beskrevet. Den 39-årige medgerningsmand blev ikke varetægtsfængslet, men løsladt under sagen mod ham.
Det var sagen i al sin gru!, som kriminalinspektør Henning Knudsen ynder at kalde de lidt mere brogede kriminalsager, som han fra tid til anden støder på.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000