12-07-1999

Grenaa Byråd har vedtaget forslag til Kommuneplan for 1998 - 2010!

Grenaa Blad logo

Grenaa Kommunes afdeling for Teknik og Udvikling har udarbejdet forslag til den nye kommuneplan for perioden 1998 - 2010. Planen indeholder en række mål, hensigter og visioner for Grenaa Kommunes udvikling i denne periode, og er udarbejdet på grundlag af »Kommuneplanredegørelse 1997« - og byrådets beslutninger omkring de indkomne bemærkninger, idéer og forslag hertil. Planen har desuden været til høring i de respektive kommunale udvalg og på det sidste møde inden sommerferien, vedtog Grenaa Byråd, at forslaget til Kommuneplan 1998 - 2010 vedtages med de af udvalgene ønskede ændringer, og at forslaget fremlægges til offentlig høring i otte uger fra uge 31 til uge 38. Økonomiudvalget anbefalede forslaget - dog således, at Grenaa Byråd vedrørende et enkelt punkt efter individuelle vurderinger kan tillade, at en bygning, eller dele af en bygning, opføres i større højde end angivet som maksimal højde, »såfremt særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift nødvendiggør det«.


Ændringsforslag fra SF med ud i offentlighedsfase

Samtidig fik den enlige SF'er i Grenaa Byråd, Allan Andersen, de øvrige byrødders accept til, at nogle forslag fra SF, som SF mener bør indarbejdes i kommuneplanforslaget, kommer med ud i offentlighedsfasen som et bilag til kommuneplanforslaget.


Der er tale om punkt 1.6 - Miljø og grønne områder - hvor SF gerne ser følgende passus indføjet:

»Som et tredje eksempel kan nævnes, at Agenda 21-arbejdet skal inddrage interesserede borgere og organisationer og skal igangsættes senest i foråret 2000«.


Afsnittet om, at kommuneplantagen skal friholdes for bebyggelse, vil SF gerne have ændret til følgende ordlyd:

»Kommuneplantagen skal fredes.«

- Èn gang for alle bør denne formulering medtages, således at der sendes et signal om, at interesserede skal finde andre steder end plantagen at placere nye bygninger. Turistpolitisk er det også det eneste klare signal at sende: Byrådet vil beskytte de enestående grønne områder i Kommuneplantagen, sagde SF'eren.


Under punktet »Fritid og kultur« - i afsnittet om kulturpolitik - så han gerne følgende tilføjelse flettet ind:

»Der formuleres en kulturpolitik, hvor der indgår eksisterende kulturelle tilbud. Kulturhuset, Biblioteket, Møllelauget, forsamlingshusene og Kino skal samarbejde og deres optimale muligheder udnyttes«.

- Begrundelsen herfor er, at det nuværende afsnit er misvisende. Citat: »Byrådet mener, at kommunens kulturpolitik bør sikre en dynamisk udvikling af gode og alsidige tilbud til alle.....«. Det kan tolkes som om kommunen allerede har en kulturpolitik, hvilket ikke er tilfældet. Derfor skal vi have formuleret én, sagde SF'eren, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.


Pasningsgaranti indenfor en måned

På det sociale område mente han også, at der var behov for en præcisering:

- Under afsnittet med Dagforanstaltninger foreslåes det præciseret at: »Målet defineres som garanti for pasning indenfor en måned«. Det mener vi skal med, fordi tilflyttere vælger bosætning udfra et præcist definerede servicemål. Det er alt for flydende, som det står beskrevet nu, sagde Allan Andersen.


Socialdemokraten Erik Hoberg bemærkede, at der var tale om et overordnet styringsredskab, som man ikke havde haft tid til at gøre ret meget anderledes end den nugældende kommuneplan.

- Men det er fint, at borgerne bliver inddraget, og det er også helt fint, at SF's ændringsforslag kommer med ud i offentlighedsfasen. Planen indeholder mange mål - ikke mindst en forbedring af infrastrukturen, som er afgørende for kommunens overlevelsesmuligheder. Der er mange fine målsætninger i den nye plan, og nu er det blot op til os politikere at tage arbejdstøjet på, så vi kan leve op til disse målsætninger, hvor vi dog trods alt allerede har formået at leve op til nogle af målene. Her tænker jeg på børn- og ældreområdet, sagde Erik Hoberg.


Og derpå sendte man forslag til Kommunplan 1998 - 2010 ud i offentlighedsfasen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000