12-07-1999 |
|
Grenaa Byråd vil forsøge at gennemtrumfe et kompromis i skraldesagen med Reno Djurs |
![]() |
De otte Djurslands kommuners eget skraldeselskab, Reno Djurs, der forestår håndteringen af skrald og restprodukter ved affaldsbehandling på lossepladsen ved Glatved, har lavet et debatoplæg til kommunerne omkring det at lave et fælles koncept for affaldshåndteringen på Djursland. Det vil sige, at Reno Djurs har tilbudt kommunerne at overtage alt hvad der hedder genbrugsstationer/containerpladser, renovation, genbrugsindsamling og indsamling af storskrald. I Grenaa Kommune giver et sådant nyt koncept imidlertid visse problemer, idet det i sin yderste konsekvens vil betyde afviklingen af dagrenovation i kommunalt regi - herunder 9 kommunalt ansatte skraldemænd m/k - foruden store problemer for kommunens Beskæftigelsesafdeling, der sender mange kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse i den kommunale genbrugsindsamling omkring Genbrugscentret. På det seneste byrådsmøde i Grenaa Byråd den 29. juni, var politikerne da også rørende enige om at forsøge at gennemtrumfe et kompromisforslag i en kommende forhandling med
Reno Djurs. Et kompromisforslag, der tager hensyn til de særlige forhold, der gælder for Grenaa Kommune, der som den eneste af de otte Djurslands-kommuner har eget renovationsmateriel og egne renovationsmedarbejdere, som organisatorisk er tilknyttet Grenaa Kommunes Entreprenørgård.
Dog har man besluttet sig for at meddele Reno Djurs, at Grenaa Kommune fra den 1. januar år 2000 ønsker at deltage i den tilbudte ordning vedrørende containerpladser, men under den forudsætning, at containerpladsen på Anholt medtages i konceptet under samme vilkår, idet der kan accepteres en model, som ikke har den samme standard som for de øvrige containerpladser på fastlandet - og under forudsætning af, at Genbrugscentret/Genbrugsbutikken fortsat kan afhente genbrugelige effekter, papir og glas på containerpladsen i Grenaa samt tilbagelevere effekter, der ikke kan sælges, og at centret og butikken i øvrigt på alle andre områder også fortsætter som i dag.
Broget indstilling
Hvad renovationen angår, så bliver det faktisk - om overhovedet muligt - endnu mere broget med hensyn til at udlede og tyde en klar indstilling fra politikernes side. Teknisk Udvalg besluttede forud for byrådsmødet at fremføre følgende indstilling til vedtagelse:
»Den nuværende indsamling af genbrug og dagrenovation opretholdes til den 1. juli år 2000, uden at der foretages nyinvesteringer i kompostholdere og indsamlingsmateriel. I den mellemliggende periode forhandles en løsning med Reno Djurs, der sikrer, at Social- og Arbejdsmarkedsafdelingen fortsat kan anvise beskæftigelse ved Genbrugscentret/Genbrugsindsamling, og at Entreprenørgården organisatorisk bringes i stand til at afgive tilbud ved licitation om indsamling af dagrenovation i Grenaa Kommune«.
Økonomiudvalget valgte at bakke op om denne indstilling, som da også blev vedtaget uden større sværdslag på byrådsmødet.
Acceptabelt kompromis ifølge SF'er
SF's Allan Andersen mente, at der var tale om et acceptabelt kompromis, der var udtryk for to ting: Dels hensynet til at skabe en optimal miljøindsats på området og dels hensynet til det sociale aspekt omkring bevarelsen af de lokale arbejdspladser.
- Reno Djurs kan tilsyneladende noget omkring miljørigtig affalds- og genbrugshåndtering, som Grenaa Kommune ikke har kunnet klare hidtil, og derfor må man hilse det nye koncept velkommen - uanset hvem der skal realisere det i realiteternes verden.
Debatlysten var såre beskeden, men formanden for Teknisk Udvalg, socialdemokraten Henning Christensen, følte sig dog provokeret af Allan Andersens udtalelser omkring kommunens manglende formåen udi korrekt affaldshåndtering, at han replicerede som følger:
- Reno Djurs har jo ikke vist noget endnu. Man skal jo nylig til at begynde at gøre sig gældende på et område, hvor vi altså har været på banen i mange år, sagde formanden.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000