12-07-1999 |
|
GIF Håndbold afholder stort kræmmermarked ved havnen |
![]() |
I dagene fra den 15. til den 18. juli afholder Grenaa IF Håndbold årets store kræmmermarked på festpladsen ved Grenaa Havn - i år med tilmelding fra flere kræmmere end nogensinde. GIF Håndbold forventer således fremmøde af flere end 100 kræmmere fra nær og fjern.
Og traditionen tro vil disse kræmmere kunne tilbyde næsten alt mellem himmel og jord - fra gamle cykler til nye fiskestænger, frisk frugt, antikviteter og nok også en hel del gammelt skrammel.....
På pladsen vil der alle dage være opstillet et børnevenligt tivoli - fra Bamsebodens Tivoliservice - med karruseller, børnetog, fiskedam og meget mere. Udover tivoli rummer pladsen også det sædvanlige »øltelt«, hvor der i løbet af weekenden vil være forskellig underholdning. Med andre ord en kombination af muligheden for at få slukket tørsten og få sig en swingom.
Lørdag og søndag eftermiddag vil de i Grenaa verdenskendte, Smedebasserne, spille og synge og ballonklovnen Tito sørger samme eftermiddage for at underholde de små med et show med tryllekunster, kort-tricks samt naturligvis ballonklovnerier i teltet.
Fredag og lørdag vil det lokale orkester Djurs Jazz spille i teltet med kendte, traditionelle jazz-toner. Trioen er i dagens anledning udvidet med en trommeslager til en kvartet, så de kan spille teltet op.
Søndag eftermiddag vil Otto's Bageri i Gjerrild gæste pladsen med deres flotte, restaurerede, hestetrukne bagervogn.
Alle anstrengelserne over de fire dage skulle gerne munde ud i et overskud til aktiviteterne i GIF Håndbold, som stiller med mandskab gennem hele forløbet, så markedet kan forløbe i god ro og orden. Og så håber og beder man ellers bare til, at det bliver godt vejr!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000