12-07-1999

Tre naturture

Grenaa Blad logo

Grenaa Naturskole står for tre sommer-naturture i den næste uges tid. Første gang torsdag den 15. juli med cykelturen »Djursland på to hjul«. Udgangspunktet for turen er Polderrev Camping. Herfra køres der i et roligt tempo og med mange stop forbi slot, kirker og gennem en flot natur i Kolindsund. Samme dag om aftenen kan man komme i »Aftenstemning ved åen«. Mødestedet er p-pladsen ved Kulturhuset Pavillonen, Kærvej i Grenaa. Her skal der vandres og kigges på vandets vej mod havet og naturen langs med åen.


Endelig bliver der tale om en »Kratluskertur« mandag den 19. juli om eftermiddagen fra Grenaa Idrætscenter ved Ydesvej i Grenaa. Her skal man ind i skovbunden for at se nærmere på naturens mylder. Kørestolsbrugere kan også deltage.


Der har været et pænt fremmøde til naturskolens sommer-naturture indtil videre - men varierende fra 3 til over 50 deltagere, hvor den største succes ubetinget var kajakturen ved Grenaa Strand med deltagelse af både lejrskoler og mange almindelige borgere. Endvidere har én af kratluskerturene oplevet stor søgning, og på begge de afviklede kratlusker-ture har der været kørestolsbrugere med, oplyser naturskolens leder, naturvejleder Kai Hansen.


Se annonce med nærmere oplysninger om turene andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000