05-07-1999 |
|
SuperBrugsen i Glesborg |
![]() |
SuperBrugsen i Glesborg har netop kunnet indvie en 270 m2 stor tilbygning, der blandt andet har givet varehuset et helt nyt indgangsparti, som det fremgår af billedet øverst. Den ekstra plads har betydet, at SuperBrugsen har kunnet tage nogle helt nye afdelinger i brug til henholdsvis tips og lotto og tobak, aviser, blade og spiritus, som det fremgår af det nederste billede. Her kan man til venstre endvidere se noget af SuperBrugsens splinternye bagerafdeling, der er blevet tilført en nyhed i form af en Bake-Off-ovn, der sørger for friskbagt brød og kager hele dagen lang. Endvidere er der med tilbygningen blevet plads til et caféhjørne med diverse fastfood-delikatesser. Af andre nyheder kan det nævnes, at varehuset har fået en ny blomsterafdeling med sammenplantninger og buketter - der tages også mod bestillinger - ligesom der er blevet en helt ny åben slagterafdeling, hvor den helt store nyhed er roterende grillkyllinger på spyd.
Der er med andre ord tale om en supermoderne butik på ialt 1140 m2, og med gode muligheder for at parkere. Inddragelse af et markareal ved SuperBrugsen har nemlig tilført mange ekstra p-pladser, selv om der smuttede nogle stykker for at gøre plads til tilbygningen, der har været undervejs siden uge 10. Der var reception i den til- og ombyggede SuperBrugs i Glesborg tirsdag aften i sidste uge.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000