21-06-1999 |
|
Orienteringsstudent fra Grenaa udtaget til junior-VM i Bulgarien |
![]() |
Kombinationen af idræt og studier har for orienteringsløberen Christian Hansen fra Grenaa været et bevidst valg. Allerede ved starten til gymnasiet var det Åmåls gymnasium i Sverige, der kaldte. Her kunne man nemlig kombinere studierne med orienteringsløb som karaktertællende skolefag. Den 15. juni blev dette studieforløb afsluttet med en matematisk-fysisk studentereksamen fra Grenaa Gymnasium. Og kombinationen må siges at være lykkedes på begge fronter, idet Christian Hansen i weekenden forinden blev udtaget til det danske juniorlandshold, der i dagene fra den 4.-11. juli skal dyste mod løbere fra resten af verden ved de officielle verdensmesterskaber i orienteringsløb i Varna i Bulgarien. Udtagelsen kom efter forrige lørdags løb i Bjerre ved Horsens. En skov, der var utroligt mudret grundet den megen regn dagen forinden. Om søndagen gik det løs med en meget lang og vanskelig bane i Silkeborg Sønderskov. Sammenlagt blev Christian nummer 3 og dermed én af de seks danske herrer.
Undervejs i eksamenstiden var der også et visit ved de Nordiske Mesterskaber i Trondheim, Norge. Her startede de tre løb katastrofalt. Christian blev nummer sidst af alle. Årsagen var dels en almen dårlig dag samt at den elektroniske kontrolbrik var i stand til at træffe kompasnålen, så Christian konstant løb skævt i terrænet. På sidstedagen ved mesterskaberne var han dog igen med helt fremme, idet han kom først i mål af samtlige løbere på stafetløbets første tur. Samlet nåede holdet en fornem fjerdeplads med kun to minutters afstand til en bronzemedalje.
Turen til Bulgarien bliver en oplevelse - også løbsmæssigt, idet kortet viser et terræn med meget store kløfter og meget voldsom kupering. Der er åben bødeskov med en hård underbund. En meget kraftig sommervarme kommer måske til at genere de danske løbere. Ved VM i Bulgarien stiller Danmark også med seks kvindelige juniorløbere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000