21-06-1999

SuperBrugsen i Glesborg genåbner i denne uge i en moderniseret udgave

Grenaa Blad logo

SuperBrugsens nye facade med Café på hjørnetSuperBrugsen i Glesborg åbnede mandag i indeværende uge i en moderniseret udgave i form af indvielse og ibrugtagen af en 270 m2 stor tilbygning, som hermed udgør SuperBrugsens nye indgangsparti, idet tilbygningen er placeret i forlængelse af det gamle indgangsparti. Starten på nybyggeriet gik i uge 10, og her i uge 25 - nogenlunde efter planen - er man så klar til at tage hele herligheden effektivt i brug her på tærsklen til sommerhøjsæsonen, der suverænt er den travleste tid på året, og hvor man da også går over til at holde åbent alle ugens syv dage. Selve byggeentreprisen ligger på 2 millioner kroner, og derudover har der skullet bruges et pænt stort beløb på ombygning i en del af det allerede eksisterende byggeri foruden investeringer i nyt inventar. Butikschef Per Pedersen fortæller, at der er tale om en fremtidssikring af SuperBrugsen i Glesborg, der skal skabe mere plads til den stigende kundesøgning varehuset oplever, samtidig med, at disse kunder tilbydes et udvidet sortiment indenfor færdiglavede madvareprodukter, der er lige til at gå til.

- Tendensen går helt klart i retning af, at vi skal aflaste kunderne i deres køkken ved at tilbyde nogle færdigretter lavet i vores ligeledes moderniserede, ombyggede og uvidede delikatesse- og slagterafdeling, Retter, der kan indtages med velbehag blot ved at opvarme dem, siger Per Pedersen.


SuperBrugsen i Glesborg lå allerede inden ombygningsstarten på et salg på 40-50 middagsretter hver dag.


Fast food-café

Men ombygningen og udvidelsen er også et udtryk for udvikling af SuperBrugsens koncept på andre områder. Således vil den nye tilbygning blive udnyttet til etablering af en fast food-café, der dog tidligst ventes at stå klar til brug onsdag i indeværende uge. Her vil kunderne kunne indtage enkelt tillavede fast food-retter såsom sandwich, pølser, burgere med videre. Noget der ikke har været tidligere i SuperBrugsen i Glesborg. Kassefunktionen, kiosk- og bagerafdelingen er også blevet flyttet ud i tilbygningen, således at der inde i selve varehuset er blevet frigjort plads til de allerede eksisterende afdelinger, hvor de forskellige varegrupper dermed har fået en bedre og mere hensigtsmæssig eksponering. Men der er ikke flyttet rundt på afdelingerne, så kunderne skulle forsat nemt kunne finde rundt i forretningen, lover Per Pedersen.

- Alene vores omsætningsfremgang er grund nok til at lave denne udvidelse. Vores omsætning er i løbet af blot to år steget med næsten 10 millioner kroner, så kundesøgningen i sig selv taler for en udvidelse, som den, vi her er klar til at tage i brug. Tager vi så tendensen med den stigende efterspørgsel på veltillavede fast food- og færdigretter med i billedet, så har vi faktisk en situation, hvor vi slår to fluer med et smæk, siger Per Pedersen, der også glæder sig over, at SuperBrugsen i Glesborg nu også kan bage sit eget brød selv, idet der er blevet investeret i en såkaldt Bake Off-ovn, så bagerafdelingen kan producere friskt brød og kager hele dagen.


Netto-tilgang af p-pladser

Tilbygningen har »ædt« nogle parkeringspladser, men der er ikke desto mindre tale om en netto-tilgang af p-pladser, fordi man har sikret sig et ekstra stykke jord til formålet. Netto-tilgangen er på cirka 40, så der er fortsat gode chancer for at finde en parkeringsplads ved SuperBrugsen i Glesborg - selv på de travleste dage, og dem er der nogle stykker af her i sommerperioden.


Glesborg Brugsforening afholder en lille reception tirsdag den 29. juni for at markere de nye forhold i SuperBrugsen i Glesborg.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000