21-06-1999

Mette's Fødselsdagslegat har bragt Grenaa Centralsygehus 35.000 kr. tættere på indkøb af en CT-scanner

Grenaa Blad logo

Lions Club Grenaa's Formålsudvalg har besluttet at donere årets legatportion fra »Mette's Fødselsdagslegat« - et legat der i sin tid blev indstiftet af murermester Sigvald Andersen, Grenaa, til minde om hans afdøde hustru Mette - til indkøb af en CT-scanner til Grenaa Centralsygehus, som dermed er kommet 35.000 kroner tættere på den eftertragtede, men særdeles kostbare maskine.


Checken blev overrakt ved en højtidelighed i Grenaa Havnekontors lokaler den 11. juni, og den blev overrakt til formanden for Hjernesagen på Djursland & Mols, Bent Laugesen, og Ann Nielsen, der er kasserer i Hjernesagen. Lokalforeningen kører i øjeblikket en indsamling til fordel for indkøb af en CT-scanner til Grenaa Centralsygehus. De 35.000 kroner er således blevet indsat på Hjernesagens indsamlingskonto i Djurslands bank (7320) 1011282. Når der er indsamlet tilstrækkeligt med penge på denne konto, vil beløbet blive overrakt til Århus Amt, der jo står for sygehusdriften i amtet. Restbeløbet op til kostprisen på en CT-scanner, der koster cirka 5 millioner kroner, skal så afholdes af amtet.

- På vegne af Hjernesagen på Djursland og Mols samt hele befolkningen i området - det vil sige cirka 80.000 mennesker - vil jeg gerne udtrykke den dybeste taknemmelighed for legatet, der således er med til på Grenaa Centralsygehus at sikre en hurtigere og mere effektiv diagnosticering af visse sygdomme - herunder apopleksi, sagde Bent Laugesen i sin takketale.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000