21-06-1999

Fødselsdag i agilityforening

Grenaa Blad logo

Dansk Agility Forenings Grenaa-afdeling, der holder til på Næsgårdsvej nr. 1 ved Grenaa, har netop kunnet fejre sin fire års fødselsdag. Dagen blev benyttet til at invitere sponsorer og lignende til et fødselsdagsarrangement ved agilitybanen, hvor man netop har fået opført et splinternyt klubhus. Faciliteterne for klubbens medlemmer omkring det 5.000 m2 store træningsanlæg med agilityforhindringsbane og lydighedsbane, er således blevet optimale, hvilket man også har kunnet notere sig hvad medlemstallet angår. Det er for opadgående, og dagen før selve fødselsdagen den 4. juni rundede man faktisk et magiske tal med hund nr. 100 i afdelingen, der kører med to agilityhold om onsdagen og to lydighedshold henholdsvis tirsdag og torsdag. Endelig har man et hvalpehold søndag formiddag, foruden ringtræning denne dag. Der er endvidere åbent hus i afdelingen hver lørdag, hvor man bare kan droppe ind med sin hund. Her render hundene løse omkring og der er dømt socialt hygge og samvær mellem både folk og fæ.


Afdelingen har hunde fra hele Djursland - 40 forskellige racer - og man går meget op i at skabe omgængelige hunde. 80% af hundene deltog i øvrigt i fødselsdags-arrangement, hvilket må siges at være et pænt fremmøde. Formanden Frank Zappa, Duevej 14, 8500 Grenaa, kan kontaktes for yderligere oplysninger.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000