14-06-1999

Grenaa by Night den 4. juni 1999!

Grenaa Blad logo

Grenaa Open by Night logoFredag den 4. juni afviklede Handelscenter Grenaa den tredje Open by Night i byens historie, og som de to foregående år blev det et sandt tilløbsstykke. Grenaa midtby's gader blev fra klokken 19.00 til 23.00 på det nærmeste oversvømmet af mennesker, der ville opleve et aktivt handelscenter i aktion. Faktisk var søgningen af en sådan karakter, at der næppe er mange, der vil bestride det postulat, at Grenaa Open by Night 1999 var den mest velbesøgte af slagsen nogensinde. Men vejret var også helt perfekt denne juni-aften i Grenaa med solskin, noget nær vindstille og i nabolaget af 20 graders varme. Sådan startede dagen imidlertid ikke. Hele formiddagen stod regnen ned i tove, og selv om der kom opklaring om eftermiddagen, blev tunge, mørke skyer ved med at true arrangementet helt frem til det tidspunkt, hvor det hele skulle gå igang. Handelschef Preben Andersen, der i samarbejde med lokale foreninger havde stykket aftenens program sammen, var således et mindre nervevrag det meste af dagen, men han må alligevel

have nået at få en aftale i stand med vejrguderne i sidste øjeblik, for opklaringen i vejret blev total, og på intet tidspunkt var der fare for at skulle finde paraplyer og regnsæt frem.

- Det var helt perfekt med den opklaring og der blev virkelig tale om en kanon-succes. Der var med andre ord afsindigt mange mennesker i gaderne, og jeg har ladet mig fortælle ude i forretningerne, at man her flere steder oplevede en fordobling i omsætningen i forhold til sidste år, og det vidner jo om, at der må være tale om et rekord-besøg, og det kan vi i Handelscenter Grenaa kun være yderst tilfredse med, siger Preben Andersen til Grenaa Bladet, der i et samarbejde med handelscentret udgav den officielle Open by Night-avis med annoncer, program og omtale af de forskellige underholdende indslag i aftenens løb. Der var tale om en lille, handy sag, som Preben Andersen håbede, at folk ville tage med sig til Open by Night.

- Og det viste sig heldigvis i vid udstrækning at holde stik. Folk gik og bladrede i avisen for at holde sig ajour med annonce-tilbud og de forskellige underholdende indslag rundt omkring i midtbyen. Det var dejligt at opleve, for det var netop hele idéen med at lave en lille avis, siger Preben Andersen.


Aftenens eneste kiks var dét, at en scenevogn fra Tuborg ikke var nogen scenevogn alligevel, og at man derfor med ultrakort varsel måtte finde på en alternativ løsning for en stor scene på kirketorvet, hvor det 12 mand høje orkester The Philharmonic Orchestra skulle spille, og hvorfra 2. viceborgmester Erik Hoberg skulle åbne festlighederne klokken 19.00. Vognmand Lars Riise, Grenaa, gik ind og lavede en feberredning ved at udlåne én af sine lastvogne til formålet, men en forsinkelse af programmet fra scenen på kirketovet kunne man dog ikke undgå, da musikerne først kom i gang med at stille grej op på scenen noget senere end det oprindeligt var planlagt.

- Men programmet kom i gang, og det var det vigtigste, og alt ialt må vi sige, at der var tale om et særdeles vellykket arrangement, slutter handeslchefen.


På herstående side kan man opleve Open by Night-stemningen via disse billeder taget af Grenaa Bladets fotografer Ole Skaanning Olesen og Mikkel Kjerri.


Folk
Gøglere
Folk på torvet
Flere folk

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000