14-06-1999

Peter Collet, Aktionærrådsformand i Unibank Djursland Nord

Grenaa Blad logo

Peter Collet og Frøken HemmersamAktionærrådsformanden for Unibank Djursland Nord, Peter Collet, havde det store smil på i forbindelse med uddelingen af midler fra Unidanmark Fondens Studielegat til unge mennesker fra lokalområdet, der søger videreuddannelse under fjerne himmelstrøg. På billedet overrækker han en check på 5.000 kroner til én af de fire unge mennesker, der i denne ombæring er blevet fundet værdige til at modtage legatet. Der er tale om den 22-årige Anne Gry Hemmersam, der har rødder i Grenaa, og som i øjeblikket studerer kemi på 2. år ved Århus Universitet. De 5.000 kroner skal bruges på et studieophold i Italien for at lære flydende italiensk med henblik på at studere materialefysik og kemi i det fremmede.


Frøken Hemmersam var den eneste af de fire legatmodtagere, der kunne være til stede ved legatoverrækkelsen, idet de øvrige enten var optaget af eksamen eller et allerede påbegyndt udlandsophold. De øvrige var repræsenteret ved deres fædrene eller mødrene ophav. De tre øvrige legatmodatgere var som følger:


Den 23-årige Rikke From Frøhlich, der er født og opvokset i Grenaa, og som i øjeblikket beskæftiger sig med kandidatstudiet i kemi og molekylær biologi på Århus Universitet. Som et led i uddannelsen skal hun til USA for at deltage i arbejdet på samarbejdende laboratorium på University og Texas i Austin.


Den 28-årige Bettina Markussen, der læser biologi på Københavns Universitet, og som agter at studere rådyr i Sverige. Hun er også født og opvokset i Grenaa.


Og den 24-årige Thomas Pertou Andersen, der læser til civilingeniør med speciale i termisk energi på Ålborg Universitet, og som gerne vil have flyttet et semeste til Stuttgart i Tyskland. Også han er oprindelig fra Grenaa.


De fire legatmodtagere fik en check på 5.000 kroner hver. Legatkomitéen havde en 21-22 ansøgninger at vælge imellem, og fandt altså frem til, at de fire ovennævnte kandidater, var de mest velkvalificerede til at modtage legatet i år.


Højtideligheden foregik i Unibanks lokaler på Torvet i Grenaa torsdag den 10. juni.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000